Gadesælgere er uønskede i lysets gade
Lysets gade i Hinnerup frabeder sig gadesælgere, når julelysene tændes.
Hinnerup Gadesælgere er ikke velkomne når beboerne i Fredensgade i Hinnerup tænder julelysene og omkring 70.000 personer bevæger sig gennem gaden i løbet af december.
"Sidste år bad vi en del med brændte mandler, og folk der solgte gløgg og æbleskiver om at finde et andet sted," fortæller Jens Agerbo på vegne af Fredengades beboere.
Lysene i Fredensgade tændes lørdag 30.11 klokken 20.00
Men det viste sig svært, for flere af dem flyttede bare ned for enden af vejen, eller blev stående, forklarer han.
Politiet ikke i første linje
Og det hjælper i første omgang ikke, at naboerne politianmelder gadesælgerne, for politiet dukker ikke bare op, fortæller Lars Grønfeldt, politiassistent ved Østjyllands Politis Bevillingssektion.
"Det er ikke rigtig politiet der står i første linje," lyder det.
Han henviser til, at det er kommunen der skal give tilladelse, og at hvis kommunen som ejer af vejen henvender sig, så vil politiet være villig til at kigge på det, men selvfølgelig kun hvis der er en patrulje til rådighed.
"Der er mange ting vi som myndighed kan og skal, men hvis folk kan klare det i mindelighed og ved direkte dialog, så ser vi i dette tilfælde helst det," siger Lars Grønfeldt.
Ingen gadesalg
Det viser sig, at Favrskov Kommune er helt på linje med naboerne.
Kommunen er nemlig den officielle ejer af vejene i området og derfor bestemmer den, om man må drive gadehandel.
"Vi har ikke givet tilladelse til gadehandel i år, eller i de foregående år," forklarer Mi Krog, der er administrativ medarbejder i Trafik og Veje.
Og heller ikke på de omkringliggende veje må erhvervsdrivende sælge noget.
"Hvis vi fik en henvendelse, så ville vi bede den erhvervsdrivende om at kontakte Hinnerup Handel, og vedkommende kunne så høre om han måtte bruge Torvet, vi vil ikke have det i gaderne i Hinnerup," slår Claus Vind fast. Han er chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune.
Formel henvendelse
Efter at Lokalavisen Favrskov har spurgt til sagen, vil kommunen nu rette henvendelse til Østjyllands Politi og bede dem være opmærksomme, hvis der kommer henvendelser om gadesalg i Fredensgade, lyder det fra Claus Vind Andersen.
"Vi har ikke bemanding til at tjekke gaderne på de tidspunkter, men vi vil selvfølgelig reagere, hvis vi alligevel har folk i nærheden. Men vi ser gerne henvendelser fra borgerne, hvis der er gadesælgere på stedet" lyder det.
Jens Agerbo har dog fået en lille åbning.
"Vi har fået at vide, at vi altid kan tage et billede af de handlendes varevogn og deres CVR-nummer og sende det til politiet," konstaterer han.