Opfordrer til at tænde julelys samtidig i Hinnerup
Hinnerup Garden vil livestreame musik, mens raket affyres. Alle borgere i Hinnerup opfordres til at tænde julelys samtidig
Hinnerup "Vi vil prøve at få alle til at være sammen, men hver for sig i Hinnerup," forklarer Dorthe Pieper fra Hinnerup Garden.
Susanne Therese Hjørlund har sammen med andre borgere i byen oprettet Facebook-gruppen "Julelys i Hinnerup - vi spreder lys i mørket".
Her opfordres alle i Hinnerup til at pynte op med julelys, når nu den Danmarkskendte julelys-tænding i Fredensgade er aflyst i år på grund af faren for store forsamlinger på et sted.
Raket og koncert
Nu er ideen med at pynte op med julelys kombineret med et event søndag 29. november klokken 19.45, hvor en raket vil markere, at alle skal tænde julelysene samtidig i hele Hinnerup.
"Vi tænkte, at vi ville gribe ideen. Vi opfordrer alle til at tænde deres julelys samtidig. Og så vil vi livestreame en koncert fra Hinnerup Garden på Facebook. Det gjorde vi også i foråret, så vi kender til det i forvejen," siger Dorthe Pieper.
"Vi tænker også der kunne være mulighed for lidt fællessang og en mulighed for at holde sammen - på afstand. Tænk, hvis Hinnerup kunne finde ud af virkelig at stå sammen."
Handl lokalt samtidig
Hun rækker samtidig en hånd ud til de handlende i Hinnerup.
"Det ville jo være fedt, hvis folk kunne købe en goodiebag fra byens handlende den aften, eller at de handlende på anden måde markerede dagen," siger hun.