Bilister zigzagger uden om nye vejbump, men snart er der ingen vej uden om
Midterheller mellem pukkelbump skal få bilisterne til at blive i den rigtige vognbane
Aarhus Kommune er i gang med at indføre hastighedszoner på 40 km/t i en lang række byer/områder. Nogle steder er fartbegrænsningen kombineret med paddehatte-farvede (røde med små hvide cirkler) pukkelbump, der skal få trafikanterne til at sætte farten ned og overholde den nye hastighedsgrænse.
Pukkelbumpene får dog en noget blandet modtagelse for eksempel i Stavtrup og Tranbjerg, hvor de for nylig er blevet etableret. Mange bilister giver deres utilfredshed til kende på Facebook, hvor de blandt andet skriver, at bumpene er frygtelige at køre over, og at mange bilister zigzagger gennem bumpene og dermed skaber farlige situationer i trafikken.
Der synes at være generel tilfredshed med fartbegrænsning, men løsningen med pukkelbump får blandt andet følgende kommentarer med på vejen af forskellige borgere:
"De her er simpelthen frygtelige at køre over, også selvom man triller over dem."
"De er skrækkelige at køre over, tror ikke de er gode for bilen, det må kunne gøres bedre."
"Jeg har set rigtig mange køre igennem på midten (af vejen) og uden at sænke farten."
Aarhus Kommune har ligeledes fået en del henvendelser fra borgere, der fortæller, at bilister kører ud i siden af vejen eller ind på midten for at undgå pukkelbumpene.
"Jeg er overrasket over, hvordan folk prøver alt muligt for at køre udenom. Nogle steder i Solbjerg er folk begyndt at køre ind over fuldt optrukne cykelbaner, og der er også problemer nogle steder i Stavtrup," fortæller projektleder i Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø, Magnus Vilstrup Andersen.
Midterheller
Problemerne med zigzagkørsel skulle dog gerne være af midlertidig karakter og blive afhjulpet af midterheller, så man rent faktisk ikke KAN køre ind på midten af vejen. Og de steder, hvor der er problemer med, at bilister trækker ud i siden af vejen, vil der blive sat pullerter med refleksbånd op i siden af vejen.
Midterhellerne skulle være sat op samtidig med pukkelbumpene, men leveringen til kommunen er trukket ud. De er dog på vej og vil blive sat op i de kommende uger, oplyser projektleder Magnus Vilstrup Andersen.
Kompromis
De steder, hvor der er etableret pukkelbump, er på strækninger, hvor der kører busser. På de fleste andre veje, hvor busserne ikke kører, er der etableret trapezbump, som er en asfaltforhøjning, der går over hele vejen.
"Busserne får en altfor stor påvirkning og skal helt ned og køre 10-15 km/t for at komme igennem et trapezbump, og det duer ikke med så mange steder, så pukkelbumpene er et kompromis, vi har fundet i samarbejde med Midttrafik," siger Magnus Vilstrup Andersen.
"De er faktisk typegodkendt til at køre over med 50 km/t, men folk ved ikke, hvordan de kører korrekt hen over dem. Man skal køre over dem, så både venstre og højre hjul rammer kanten af puklen. Det giver en mindre påvirkning, når man ikke rammer dem på toppen, og så kan man fint køre over dem med 40 km/t. Men det bliver nemmere at ramme dem rigtigt, når der kommer midterheller."
Projektlederen påpeger, at der i flere år har været pukkelbump på Søndervangs Allé i Viby, og at det har fungeret fint der.