Fortsæt til indhold

"Svært med fornuftig adgang"

Godt 100 beboere var mødt op til borgermøde, hvor kommunen fortalte om de indledende overvejelser om at lade Rema 1000 opføre butik på Herredsvej

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Stor spørgelyst og stor skepsis blandt tilhørerne var, hvad der ventede de kommunalt ansatte fra Aarhus Kommunes afdeling for Teknik og Miljø, da der mandag i sidste uge blev afholdt borgermøde på Hasle Skole.

Grunden til frustrationerne blandt de mere end 100 fremmødte borgere var kommunens planer om at lade en dagligvarebutik rykke ind på grundene Herredsvej 52-58 og Staghøjvej 1.

Orienteringen og den efterfølgende spørge-seance stod blandt andre planchefen for Teknik og Miljø, Eva Møller Sørensen, for.

Hun understregede, at ansøgningen om at etablere en Rema 1000 på de pågældende grunde stadig er på projektplan, og at kommunen er i gang med at undersøge, om det kan lade sig gøre.

Det udløste latter fra salen, da hun sagde at der ikke er tænkt på trafikken endnu.

Lige netop trafikken og en sikker vej til Hasle Skole ligger mange af områdets beboere på sinde.

Heriblandt Henrik Staunstrup, der efter mødet havde følgende kommentar:

"Jeg vil blive utroligt skuffet, hvis kommunen prioriterer en dagligvarebutik højere end trafiksikkerheden," sagde Henrik Staunstrup, der bor på Kalendervej 1.

Skolevej: Teori og praksis

Ifølge kommunen bliver skolevejene til Hasle Skole ikke påvirket af et eventuelt nyt supermarked.

"De sikre skoleveje, vi anviser, benytter ikke Herredsvej," lød det fra kommunens embedsmænd.

Det udsagn udløste straks reaktioner fra salen:

"Sådan ser virkeligheden jo ikke ud."

Skolebestyrelsesformanden på Hasle Skole, Anders Winding, kunne også berette om, at den reelle skolevej er Herredsvej:

"Vi vil have mindre trafik på Herredsvej, ikke mere."

Kommunen estimerer, at der med en dagligvarebutik vil komme yderligere 5-600 biler på den del af Herredsvej, der ligger lige syd for ringvejen. Det vil svare til en forøgelse på 1 dB, som kun akkurat er noget, øret kan opfatte.

"Vi tror, der vil være meget cyklende og gående trafik hertil," lød det fra kommunen.

Embedsmændene kunne derudover oplyse om, at man, hvis der bliver etableret et supermarked, vil stille krav til vareleveringen: Lastbiler skal kunne vende på grunden, så man ikke skal bakke ind. Derudover kan man sætte krav til tidspunkt og for eksempel sikre sig, at leveringen ikke sker i morgentrafikken.

Henrik Staunstrup mente dog, at langt flere vil handle i en Rema1000 tæt ved ringvejen, end kommunen regner med.

"Jeg tror, I undervurderer, hvor meget ekstra trafik det vil give. Mange bilister, der kommer fra Skejby eller bare kører ad ringvejen, vil svinge forbi og handle på vej hjem."

En svær placering

De kommunale embedsmænd lagde ikke skjul på, at en placering af en dagligvareforretning på denne grund ikke er lige til:

"Det er svært at placere en fornuftig adgangsvej til den her grund."

Det udsagn udløste straks klapsalver fra salen.

"Der åbenbarer sig ikke den gode løsning lige med det samme. Men det er ikke umuligt, at vi kan finde en hensigtsmæssig trafikal løsning," lød det blandt andet fra Eva Møller Sørensen.

Den første høringsperiode sluttede 26. november. Kommunen udarbejder herefter et forslag til lokalplan og et forslag til kommuneplantillæg. De fremsendte idéer og synspunkter vil blive forelagt Aarhus Byråd i forbindelse med byrådets behandling af disse planforslag.

Derefter vil borgerne igen blive hørt, når forslagene sendes i offentlig høring.