Fortsæt til indhold

Hammel illustreret i 12 tegninger

Nu er Hammel-plakat fra Mikkel Mejdahl Madsen på gaden

Samfund
Christina S. Johansen

Hammel Hvilke bygninger kendetegner Hammel? Det spørgsmål stillede Mikkel Mejdahl Madsen sig selv og resten af Hammel i foråret. Formålet var at finde frem til 12 ting, som nemt kunne illustreres på en plakat. Masser af lokale gav deres besyv med på Facebook.

"Det røg alt sammen med i bruttotruppen. Derefter så jeg på, hvad der var mest stemning for, og hvad der samtidig kunne fungere grafisk. Som oftest er de første otte-ni ting nemme at finde, og så bliver det sværere. Det handler også om at finde en harmoni, så der eksempelvis ikke kun er høje, tynde bygninger," siger Mikkel Mejdahl Madsen, som er uddannet industriel designer.

"Jeg synes, at det er endt ud med en god blanding mellem noget nyt og noget gammelt, og at plakaten favner mange forskellige ting i byen," fortsætter han.

Artiklen fortsætter under billedet

Kan du se, hvad de 12 ting forestiller. Og har du opdaget de to små surprises? Pressefoto

Mangel på tid og lyst

Hammel-plakaten er netop blevet færdig og indgår nu i Mikkel Mejdahl Madsens serie af by-plakater under titlen Behind the Capital. Smæk et '.com' bagefter, og du har hjemmesiden, hvor plakaten kan købes.

Og hvorfor så lige Hammel, tænker du måske? Det er såmænd af den simple årsag, at Mikkel har boet i byen i snart to år med sin kone og tre børn.

I februar besøgte Lokalavisen første gang Mikkel Mejdahl Madsen for at høre mere om Hammel-plakaten. Siden har det trukket godt ud med at få færdiggjort projektet.

"Jamen der har været både mangel på tid og faktisk også lyst. Jeg blev således sagt op på mit "rugbrødsjob" og skulle derfor pludselig til at søge nye jobs," forklarer plakat-manden, hvis passion uden tvivl ligger inden for design.

Design-jobsene hænger blot ikke på træerne, så hovedindtægten har været fra et såkaldt "rugbrødsjob", som Mikkel Mejdahl Madsen udtrykker det.

Stor udgave i kulturhuset

Da Hammel-plakaten endelig var ved at være klar til trykkeriet, tilbød Mikkel Mejdahl Madsen, at man kunne forudbestille den.

"Og det gik faktisk rigtig godt. På to-tre dage havde jeg nok bestillinger til at kunne sende den i tryk. Når det er de

store plakater, skal jeg mindst bestille 100, og det er 5000-6000 kroner, som jeg jo selv skal finde. Derfor er det nødvendigt med forudbestillinger," siger Mikkel Mejdahl Madsen.

Nu har også Kulturhuset InSide vidst interesse for plakaten. Her vil man sågar have den i dobbelt størrelse - 100 x 140 centimeter - og så skal den hænges op først for på den vej, som fører ned til toiletterne.

"Det er da lækkert. Jo flere, som ser ser plakaten, jo bedre. Det kræver jo eksponering at få navnet ud," siger designeren.

Og hvad er det så, der er endt med at være på den endelige plakat? Ja, prøv at se, om du kan gætte det - og se, om du kan finde de to små surprises. Er det for svært, så er der hjælp at hente i faktaboksen.