Fortsæt til indhold

Traktorerne trækker tandlægen til tasterne

At skrive 12 bøger om traktorer er et særsyn. Lidt nørdet måske, men historierne ligger jo og venter på at blive skrevet.

Samfund
Erling Baastrup

I Hadsten ligger forlaget Motorploven.
Bag det står Jørgen Kjær, der er 63 år og leder af den kommunale tandpleje i Favrskov.
At han har kastet sig over at skrive bøger om traktorer ligger jo ikke lige i kortene, og så er han oven i købet født i storbyen Randers.
Faderen var kvægavlskonsulent, så Jørgen Kjær kom meget med ud til landmændene. Her startede drømmen om traktorer.

Sad i sædet

Som alle raske drenge var han flittig gæst på dyrskuerne. Samlede brochurer og nåle, og fik lov at sidde på førersædet.
Det blev dog veteranbiler, der først kom ind i Jørgen Kjærs private liv. Han kom med i klubber og begyndte at skrive artikler til klubbladene. Og så var kimen jo lagt.

Jørgen Kjær med sin seneste bog, hvor han fortæller om mekaniseringen i landbruget.

Flyttede i gården

For 18 år siden flyttede familien til en gård i Hadsten, hvor der var masser af plads. Også til traktorer.
I dag kan man se en snes stykker af dem. Antallet varierer. Han handler og bytter med andre ligesindede eller køber hos landmændene. Lidt som at samle på frimærker.

En "guldfugl" står også i laden. Ferguson.

Eget forlag

I slutningen af 90-erne besluttede Jørgen Kjær at lave sin første rigtige bog. Den skulle handle om den grå slider, Ferguson-traktoren og Marshall-hjælpen.

Bøvl med at få den udgivet bevirkede, at han startede sit eget forlag "Motorploven" i 1998.
"Bogen om Ferguson gik som varmt brød. 5.000 eksemplarer. En af forklaringerne er nok, at der på det tidspunkt ikke var skrevet ret meget om emnet," vurderer Jørgen Kjær.

En ældre Fergusom med todelt tank: Den ene til benzin, som man starter på, og i den anden petroleum, som man skifter over til, når motoren er varm.

Revolution i landbruget

Fascinationen tog til, jo mere han dykkede ned i historien: "Det var jo en revolution, der skete lige efter krigen med mekaniseringen inden for landbruget. Lige så stor som computerens indtog."

Der kom flere bøger til. Om Fordson, Volvo og flere andre: "Historierne ligger jo bare og venter på at blive skrevet," lyder en af forklaringerne.

Seneste bog fra Jørgen Kjær.

Mærsk Mckinney

Hvad har været det mest spændende?

"Det har været at skrive om den danske traktor Bukh fra Kalundborg. Fabrikken eksisterede kun i godt en halv snes år, og ingen havde skrevet om denne traktors historie.
Da jeg under min research skulle have forklaringen på, hvorfor fabrikken egentlig lukkede, skrev jeg til ejeren for at få svar. Og det kom - fra Mærsk Mckinney Møller selv. Et flot håndskrevet brev," fortæller Jørgen Kjær.

Temaer i landbruget

Den seneste bog er "Veterantraktoren – Fra motorplov til mejetærsker".
Her fortælles om mekaniseringen inden for landbruget. Godset Overgård ved Mariager, der ejedes af Flemming Juncker, bruges som eksempel. En berømt og berygtet mand, der på alle måder altid var langt fremme.
Meget af materialet er leveret af Jørgen La Cour, som er søn af godsets forvalter i storhedstiden, E. La Cour. "Lige foran mig i gymnasiet sad netop Jørgen La Cour, men på det tidspunkt anede jeg jo ikke, at han var så tæt på, hvor de ting foregik, som jeg nu skriver om," konstaterer Jørgen Kjær.

Lokale fabrikker

Der er nye bøger på vej. En om virksomheden Taarup på Fyn. Den med blandt andet de kendte grønthøstere. En anden om Brennerup, som laver trailere.
"Jeg vil også gerne skrive om de mere lokale. For eksempel om Ferm i Ulstrup og Seiga-rørhøsteren fra brødrene Sejr i Hammel," lyder det fra Jørgen Kjær.