Vandet styrer den nye byplan i Hadsten
100 års hændelser skal undgås ved smart indretning af byen langs Lilleåen. Regnbede, afvandingsprojekt ved Kollerup Enge, diger og tableauer er i spil
Hadsten En sikring af vandet gennem Hadsten, mulighed for at bygge i højden i op til otte etager, og måske et supermarked mere.
En ny byplan er på vej i Hadsten og hvis alt går efter planen, så skal flere projekter samtænkes for, at det kan lykkedes.
En af faktorerne er vand.
Og et statsstøttet afvandingsprojekt i Kollerup Enge med et dige, hævet træsti og gangbro gennem området, skal danne den ene del af løsningen for de store vandmængder, der forudses at ramme Hadsten et par gange hvert 100 år. De såkaldte 100 års hændelser.
Kollerup Enge-projektet er støttet med 6 millioner kroner af staten, mens Favrskov Kommune selv har afsat 600.000 kroner i budgettet til det.
Forundersøgelserne skal efter planen gå i gang i foråret 2019 og projektet været færdigt i slutningen af året.
Ny kloakker i midtbyen
Samtidig skal et kæmpe separat-kloakerings-projekt i Hadsten rulles ud i løbet af 2020 og et par år frem.
Derudover, så håber Kommunen, at et naturprojekt ved Vissing Enge har løsnet op for grebet i den anden ende af Hadsten.
Tableauer ved åen
Og så vil der komme nytænkende måder at løse oversvømmelses-risikoen på.
Der vil blive forsøgt etableret tableauer i forskellig højde ned til Lilleåens brinker i forbindelse med parkeringspladsen ved Kvickly og OK-tanken og ved Kulturhus Sløjfen.
Ideen er, at når der kommer oversvømmelser, så kan niveauerne holde på vandet i en vis periode og beredskabet kan nå at reagere, eller vandet kan trække sig tilbage uden at oversvømme midtbyen.
Men samtidig kan tableauerne bruges, når vandet ikke oversvømmer dem.
I Lilleåparken tænkes der i at placere diger, for at holde vandet i Lilleåen.
Regnvand skal blive på overfladen i regnbede
Og så tænkes der i asfalt der kan absorbere vandet fortæller formand for Planudvalget, Erling Kvist (S).
For regnvand skal ikke ned i kloakken alle steder, så det skal tænkes ind kommende bygge- og anlægsprojekter,
Også ved eksisterende byggerier kan det blive nødvendigt at lave nye løsninger for håndtering af regnvand på overfladen.
Der foreslås at anlægge regnbede med særlige plantetyper, hvor regnvandet så kan nedsive, eller grønne tage, hvor der sker en opsamling og fordampning af regnvand.
Byggeri i otte etager
Samtidig er planen, at der åbnes op for op til otte etager på grunden langs broen på Skanderborgvej (Parkeringsarealet mellem Sløjfen og jernbanen, red.)
Andre steder, især i Søndergade, Ågade og på Vestergade skal der kunne bygges i fire etager, mens der i et område tæt på Lilleåparken tænkes fem etagers bygninger ind.
Høring på vej
Byrådet sender byplanen i høring efter tirsdagens byrådsmøde i otte uger. Der afholdes en midtbycafé i løbet af foråret, så alle kan komme med input.
Du kan se midtbyplanen på favrskov.dk