VIDEO: Raffir, Kids Safety og Extreme Safe vandt FBI
Ideerne piblede frem under kåringen af Favrskovs nuværende og kommende iværksættere. En af dem er en airbag redningsvest til cyklister
FBI Der var garvede iværksættere, unge iværksættere med en ide og så var der dem, der blev kåret for at have årets bedste ide, Årets iværksætter og Young Stars-titlen til eleverne fra Favrskov Gymnasium.
Kåringen af iværksættere foregik hos LMO i Søften, der lagede lokaler og forplejning til, mens Favrskov Erhvervsråd stod for afviklingen som tidligere år.
Raffir vandt
Mens producenten af unikke holdbare greb og håndtag i luksusklassen, Raffir løb med titlen som Årets Iværksætter, så blev det webshoppen Kids Safety, der sælger smarture til børn der løb med Årets Ide.
Blandt Favrskov Gymnasiums elever på Innovations-linjen dystede tre hold om at blive Young Stars. Det var ideen om Correro, en post-leverings-app, en familiekasse og en diskret sikkerhedsvest til cyklister og ryttere, der dystede.
Drømmen om en ide
Det blev sidstnævnte der vandt prisen og æren og det var de tre piger Mathilde Netopil, Rikke Nielsen og Alberte Ovesen der vandt.
"Vi er rigtig glade for det. Min mor siger jeg skal gå all in," smiler Mathilde Netopil, mens Rikke Nielsen smiler bredt og med humor i stemmen siger. "Vi har jo taget Innovation, fordi vi drømmer om at slippe for at tage en hel uddannelse og leve af vores ide, så nu har vi chancen."
Om det bliver til noget, ved pigerne endnu ikke.
"Vi skal lige sunde os, og se om der er nogen der kontakter os, eller om vi selv skal i gang," smiler pigerne.
Det var iværksætter Kim Møller-Nielsen fra Jobilant der som formand for den tre personer store jury kaldte vinderne frem, mens Linda Ravn Nielsen fra Erhvervshjaelp.dk og Jan Labich fra Djurslands Bank var meddommere.
Der var mødt godt 111 personer frem fra erhvervslivet, kommunen og gymnasiet.