"Topseriøse" Thorsø All-Stars hitter med julesang
Mange har siddet og ventet på årets julesang fra Thorsø All-Stars. Derfor er det i år gået stærkt med at få hits på youtube.
På skærmen toner fire fyre på gamle Ferguson-traktorer frem. Udstyret med cowboyhatte, ternede skjorter og legetøjspistoler synger de til tonerne af banjo- og violinmusik.
Klippet stammer fra youtube og er den årlige julesang fra Thorsø All-Stars. Lokalbandet med sin helt egen stil udgiver kun den ene sang hvert år, og 2012-versionen har i skrivende stund rundet de 1.700 visninger.
Lyt til The Christmas Song 2012 på youtube
Kun to kan synge
Og det er egentlig ret godt gået af et band, hvor kun 50% af medlemmerne kan synge.
Michael Andersen, der er gruppens musikalske ankermand, fortæller, at de er topseriøse - i hvert fald så topseriøse, som man nu kan være med to sangere, der ikke kan synge.
De synger både falsk og er ude af takt, lyder det med et godmodigt grin fra Michael Andersen. Deres stemmer får derfor lidt musikalsk førstehjælp via computeren.
Af samme grund skal fans derfor ikke forvente nogen koncert med Thorsø All-Stars. Det ville blive ren playback.
Siden 2007 har besætningen i Thorsø All-Stars også talt Lasse Andersen, Allan Laursen og Peter Thomsen. Alle født og opvokset i Thorsø.
En hyldest til julebryggen
Deres sange handler om Tuborgs juleøl. Faktisk ved Tuborg godt, at vi eksisterer, oplyser Michael Andersen.
Det hele startede som en sjov ide i 2004. En flok venner ville fejre, at julebryggen kom på gaden. Egentlig ville de bare indspille en kendt julesang i studiet. Men i sidste sekund opstod ideen om at lave deres helt egen julesang.
En fast tradition
Det har de så gjort hvert år lige siden. Når de mødes i november, er teksten og lydsporet lavet på forhånd. Men ellers laver de alt på én aften: filmer, klipper, redigerer og synger.
Og spiser pizza, tilføjer Michael Andersen, der selv spiller i festbandet Rock The Duck. Julesangene er optaget i Stalden Studiet, der er hans private studie. Det er bygget i en gammel grisestald, og de gamle traktorer i videoen tilhører hans far.
Jubilæumssang i 2013
Genren skifter hvert år. 2010 var i bedste boyband-stil, og 2011 bød på 80?er-musik og lækkert hår.
Vi er blevet bedre med tiden, mener Michael Andersen. Det er ikke perfekt, men til gengæld er det sjovt.
I 2013 kan gruppen fejre jubilæum med sang nummer ti. Det bliver stort til næste år, lover Michael Andersen.
Det er ikke perfekt, men til gengæld er det sjovt.