Fortsæt til indhold

“Det er ingen ghetto”

Lokalavisen Aarhus tog til Skovgårdsparken for at høre, hvordan beboerne tager imod prædikatet ’ghetto’

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

På Karensvej i Brabrand bor 55-årige Billor Yiliz. Indtil for nylig hed boligområdet med både blokke, huse og rækkehuse blot Skovgårdsparken, nu har det fået tilsat prædikatet 'ghetto'.
Det betyder dog ikke noget for tyrkiskfødte Billor Yiliz, som Lokalavisen Aarhus møder på et lille stisystem mellem boligblokkene på Astridsvej og Karensvej.
“Jeg er meget glad for at bo her. Her er stille og roligt. Jeg opfatter det bestemt ikke som en ghetto. Det er et rigtigt godt sted at bo,” siger Billor Yiliz, der tidligere har boet i Hammel, inden hun sammen med sin familie flyttede til Skovgårdsparken for fire år siden.
På fortovet på grænsen mellem Gellerupparken og Skovgårdsparken går to ældre damer tur. Ingen af dem vil have deres navne i avisen. Men de fortæller samstemmende til Lokalavisen, at de er meget forbavsede over, at Skovgårdsparken nu er blevet en ghetto.
“Det er faktisk træls,” siger den ene, der bor i et rækkehus på Bjerringsvej.
“Vi mærker ikke noget til, at der er fremmede eller skulle være problemer her,” siger den anden, der bor i et rækkehus på Røgelvej.
Samme opfattelse har Keld Albrechtsen, der er formand for bestyrelsen i Brabrand Boligforening, som står for udlejning af 376 boliger i tre- og otte-etagers boligblokke i Skovgårdsparken.
“Jeg er faktisk meget ked af den liste. Skovgårdsparken er en meget velfungerende afdeling, som ikke fortjener den omtale, der følger med,” siger Keld Albrechtsen og tilføjer:
“Næsten alle blokkene er nyrenoverede, beboerdemokratiet fungerer godt. Der er roligt og fredeligt. Vi hører ikke om problemer, og man læser heller aldrig dårlige historier om området i pressen,” siger formanden.

Bør også være plus-point

Han mener, at staten bør kigge på, hvordan man udvælger områder til ghettolisten.
“Når man har et socialt velfungerende område, så bør det tælle som en kvalitet, der giver plus-point. Som det er nu, så afspejler listen ikke virkeligheden,” mener Keld Albrechtsen.

Rammer ikke udlejningen

Han er dog ikke bekymret for, at ghetto-stemplet vil få negative følger.
“Skovgårdsparken er så stærk en afdeling, så vi er ikke bekymrede for, at det vil ramme udlejningen eller give området et dårligt ry. Der er meget snak om det lige nu, men det vil gå over igen,” siger formanden.
Derfor har boligforeningen heller ikke tænkt sig at benytte den mulighed for at søge Landsbyggefonden om støtte til tiltag i området, som ghetto-prædikatet giver.
“Vi har næppe tænkt os at søge midler. De skal bruges der, hvor der virkelig er brug for dem,” siger Keld Albrechtsen.
Igennem landsorganisationen BL, Danmarks Almene Boliger arbejder Brabrand Boligforening sammen med andre boligforeninger om at få ændret kriterierne for, hvornår et område bliver kategoriseret som et udsat boligområde.