På tur med Jesper: Bliver Lillering opslugt af Harlev?
Lidt over 200 meter er det eneste, der skiller Lillering og Harlev. Afstanden bliver kun kortere, og snart bliver de to byer måske til én
Lillering I den vestlige ende af Aarhus Kommune findes der en lille landsby, hvor stråtækte tage, manglende fortov og gamle gårde fylder i gadebilledet. Det er Lillering, der ligger i skyggen af Harlev, og som om ganske kort måske ikke vil eksistere længere som en landsby.
Der er i dag cirka 200 meter mellem byskiltene fra Harlev til Lillering, og med Harlevs voksende størrelse i tankerne, er det svært at forestille sig, at der kommer til at gå længe, før byskiltene er rykket så meget tættere sammen, at Lillering-byskiltene forsvinder for bestandigt.
Som det er nu, er det ikke muligt at tage offentlig transport til Lillering. I stedet må man stige af bussen i udkanten af Harlev for dernæst at gå resten af vejen til den lille landsby. Det er hverdag for borgerne, som har været uden bus til landsbyen i over 10 år.
Cykelsti over fortov
Traditionen tro tager jeg offentlig transport til landsbyen. Jeg stiger af sammen med en pige i udkanten af Harlev. Hun ligner en, der er på vej hjem fra skole, og hun er tydeligvis ikke færdig med at læse for i dag. Da hun stiger af bussen, tager hun således en bog frem og begynder at gå på cykelstien, der forbinder Harlev og Lillering, mens hun læser.
Efter en ganske kort tur til og rundt i Lillering, slår det mig, at der ikke fortov i landsbyen. Da jeg senere snakker med Orla Nielsen, fortæller han, at det har været et bevidst valg.
"Vi har ingen fortove her i Lillering. Vi kæmpede for cykelstien, og den fik vi. Jorden gav bondemanden, der ejer marken, så der ikke skulle betales for det. Den er vi meget glade for," fortæller han.
Stille og trygt
Orla Nielsen er født i Lillering i 1937, og han er også vokset op i landsbyen. I 1964 flyttede han sammen med sin hustru Bodil, da de fik byggetilladelsen til det hus, de stadig bor i.
"Det var et godt sted at vokse op i Lillering. Vi ligger centralt mellem Aarhus, Silkeborg og Skanderborg, så det har altid været et godt sted. Det er også derfor, vi ikke er flyttet herfra endnu. Og der er ingen ballade med folk her. Du kan gå ud om aftenen og stadig føle dig tryg," siger Orla Nielsen.
Tanken om at Lillering og Harlev rykker tættere og tættere sammen er ikke noget, som huer ægteparret, der fortæller, at de sjældent tager den korte tur til Harlev.
"Vi har postnummeret i Harlev. Vi hører ind under Harlev allerede, men vi tilbringer ingen tid derhenne. Vi handler der og ikke andet," fortæller Orla Nielsen.