Salg eller leje: Sparekassen Djursland arbejder på lokal løsning i Ryomgård
Sparekassedirektør Peter Lading Sørensen understreger, at Sparekassen Djursland intet hastværk har med at få udlejet eller solgt den fysiske bygning i Ryomgård
RYOMGÅRD Det er ikke en overraskelse af de større, at den hæderkronede sparekasse i Ryomgård med en historie, som går tilbage til 12. maj 1874, har en fremtid, der er betydelig kortere end dens fortid.
Sparekassen Djurslands fysiske engagement i Ryomgård har været for nedadgående i et stykke tid, og historien slutter i 2021. Deadline er dog ikke endnu fastsat.
Sparekassen Djursland og Sparekassen Midtdjurs, som tidligere hed Ryomgård og Omegns Sparekasse, fusionerede i 2011. Sparekassen Djursland fortsatte med at drive egentlig bankvirksomhed for afdelingen i Ryomgård frem til 1. maj 2019, hvor der blev lavet en rokade, der involverede afdelingerne i Ryomgård og Auning.
Sparekassens rådgivere i Ryomgård og Auning afdelingerne blev samlet på Centervej i Auning.
I stedet kom lokalerne i Ryomgård til at huse Sparekassens produktions-/administrationsafdeling med 4-5 medarbejdere.
Det er alt sammen fortid nu som en konsekvens af fusionen mellem Sparekassen Djursland og Langå Sparekasse midtvejs i 2020.
"Personalet fra Ryomgård arbejder nu i Allingåbro, og vi bruger kun huset i Ryomgård til møder, hvis der er lokale kunder som ønsker et møde med en af vores kunderådgivere. Det er ingen hemmelighed. Vi har fortalt kunderne det i lang tid," siger direktør Peter Lading Sørensen, Sparekassen Djursland, som selv har skiftet base fra Vivild til Langå.
"Med 10 ejendomme i den fusionerede Sparekasse, så skal der findes nogle 'samlingsløsninger'. Kunderne i Ryomgård kan selv vælge mellem vores seks andre privatafdelinger på Djursland," tilføjer han.
Boxkunderne i Ryomgård tilbydes en box i andre afdelinger. Pengeautomaten forbliver i Ryomgård.
"Den mest brugte i området, så den skal vi helst ikke af med," forsikrer Peter Lading Sørensen.
Salg eller udleje
Peter Lading Sørensen understreger, at Sparekassen Djursland ikke er i panik for at komme af med bygningen i Ryomgård, hvoraf bestyrelseslokalet m.m. i øjeblikket er udlejet til en privat rådgiver, som driver familiehus fra adressen.
"Vi er i dialog med Ryomgård Distriktsråd om mulighederne for at finde en god løsning til, hvad bygningen, der er i fin stand, kan bruges til fremover til glæde for byen og området," fortæller Peter Lading Sørensen, som selv er født og opvokset i Ryomgård.
Sparekassen Djursland investerede et større millionbeløb i at renovere sparekassebygningen i Ryomgård ved fusionen i 2011.
"Der kan enten blive tale om udlejning eller salg, men som sagt tager vi os god tid til at finde en lokal løsning. Sparekassen Djursland flytter tidligst til sommer fra Ryomgård."
God placering
Formand for Ryomgård Distriktsråd, Kirting Olesen, har selv været en stor del af Sparekassens historie i Ryomgård.
Han blev således i 1989 direktør for Ryomgård og Omegns Sparekasse, som senere blev til Sparekassen Midtdjurs. Kirting Olesen gik efter 20 år i spidsen for den lokale sparekasse på pension i 2009 - to år før Sparekassen Midtdjurs blev fusioneret med Sparekassen Djursland.
"Jeg er glad for, at Sparekassen Djursland inviterer til dialog med Ryomgård Distriktsråd og har en forhåbning om, at der findes en lokal løsning for sparekassebygningen," siger Kirting Olesen.
Han håber mest af alt på, at bygningerne fremover kan blive hjemsted for erhverv i form af et revisorkontor eller et andet liberalt erhverv, måske et kontorfællesskab med flere mindre virksomheder involveret.
"Beliggenheden er jo meget fin centralt i Ryomgård, der er fine parkeringsmuligheder, bygningen er i perfekt stand, og der er gode faciliteter indendørs. En by som Ryomgård skal tage imod de muligheder, der er for at få erhverv og aktivitet til byen," siger Kirting Olesen.
Personligt håber han på en erhvervsløsning i form af enten køb eller leje.
"Jeg vil være ked af, hvis det ender med, at bygningen sælges med boligformål for øje."