Fortsæt til indhold

Hvad er det egentlig Fabulas pønser på i Alken?

Samfund
Michael Sølling, John Haugaard, Tom Deichmann og Michael Eberhard

Debat Vi vil fra Fabulas' side benytte Johannes Adamsens læserbrev til at appellere til en mere konstruktiv dialog henvendt til den samlede virksomhed, Fabulas, om Alken Søbred-projektet, fremfor et usagligt og injurierende personangreb.

Vi er hos Fabulas ærgerlige over, at vi må have formidlet vores projekt på en sådan måde, at Johannes Adamsen kan stå tilbage med en fejlagtig og noget unuanceret opfattelse af virksomhedens, såvel som Michael Eberhards, virke og vision. Det vil vi tage til efterretning.

Vi kan undre os over, at han ikke har efterspurgt de nævnte manglende informationer om projektet og personerne bag, som undervejs har været at finde på vores hjemmeside, og hvor vi også altid har opfordret til kontakt ved eventuelle spørgsmål.

Vi vil fremover søge en yderligere udvidet dialog med Alken. Fabulas har fra start bestået af fire personer med ligeligt fordelt partnerskab. Partnerne har kendt hinanden gennem de sidste årtier og har det til fælles, at de alle bakker fuldt op om visionen om overgangen til en mere grøn og bæredygtig byggebranche, hvilket er en krævende proces.

Værdierne i Fabulas har været længe undervejs i forskellige versioner. At være fortaler for at ændre retningen i byggebranche til at bygge mere i træ, skabe fokus på fællesskaber og at arbejde for en genaktivering at udbudsformer som andelsboliger, er en udfordrende opgave.

Det kræver mod, vilje og en opsøgende ildsjæl, hvis man ønsker at arbejde med alternativer til traditionelle parcelhuskvarterer og rækkehuse i stænger.

Den grønne agenda i byggebranchen har været grundstenen i de projekter, Michael Eberhard har skabt erfaringer med de sidste 15 år. Sådanne forandringsprojekter vil ofte møde modgang og nedture, hvor man skal rejse sig og prøve igen og lære af sine både gode og dårlige erfaringer.

Nu er vi i en tid, hvor Folketinget har sat ambitiøse mål for 70 pct. CO2 - reduktion inden 2030, og kommunerne arbejder med vigtige mål indenfor grøn omstilling. Vores vision understøtter netop disse mål og med projektet i Alken kan vi vise et konkret eksempel på, at det kan lade sig gøre i praksis at skabe grøn omstilling.

Vi glæder os til, sammen med vores hold af rådgivere og samarbejdspartnere, at realisere de første projekter i 2021. Konkret omkring mulighederne på de fredede områder ved Emborgvej 80, vil sådanne eventuelle planer udarbejdes på normal vis.

Udvikling på et fredet område vil skulle foregå i dialog med fredningsnævn, kommune, naturfredningsforeningen og borgere i byen. Vores ambition med friarealerne er at skabe mere natur og tilgængelighed til bl.a. strandområdet, til gavn for alle i Alken.

Derfor ærgrer vi os over, at der opsættes substansløse skræmmebilleder for et projekt i sin startfase. Når vi beskriver vores interesseliste, er det alene et billede af interessen. Her kan vi glæder os over de ca. 60 positive personer/familier, der er interesserede i et Fabulas projekt i Alken.

Ingen har selvfølgelig forpligtet sig på et køb, da der i sagens natur ikke er igangsat en konkret kommuneplanproces endnu. Vi har udviklet et projekt i Alken, som både nyder opbakning og modstand lokalt.

Sådan vil det som oftest være, når der er planer om byggeri, for byggeri skaber forandringer og forandringer møder ofte modstand. Det er derfor vores opgave at sikre, at de forandringerne, der følger med dette projekt, vil være til gavn for Alken, borgerne, kommunen og Fabulas.

Alken Søbred-projektet går i tråd med ønskerne i mange kommuner, herunder Skanderborg. Det handler om at fremme boligdiversitet, træbyggeri, fokus på social bæredygtighed, fællesskaber og naturintegration.

Vi har haft en frugtbar, konstruktiv og lærerig proces med Skanderborg kommune og lokalsamfundet i Alken, og anerkender, at det kræver mod og vilje for alle parter at gennemføre projekter med dette fokus, der er nødvendige, hvis vi skal nå i mål med realisering af den grønne omstilling.

Vi håber, at vi i den fremtidige dialog får mere fokus på de positive muligheder, det kan skabe for byen, så det igen kommer til at handle om at bidrage til en bæredygtig udvikling, der også kan være med til at bevare Alkens varemærker, som trinbræt, skole og købmand.