Fortsæt til indhold

Udendørs julekoncert erstatter plejehjemsgudstjeneste

Sognepræsten i Voldum har sammen med menighedsrådet arrangeret en minikoncert ude foran vinduerne på Voldumcentret

Samfund
Arkiv

koncert I år er det ikke muligt at afholde den traditionsrige julegudstjeneste på Voldumcentret. Derfor har sognepræsten i Voldum, René Høeg, arrangeret to musikere, som kommer og spiller julesange- og salmer udendørs.

Beboerne kan sidde inden for og nyde julens toner og nynne med på de velkendte julesange. Minikoncerten afholdes 23. december kl. 14.30 ved Voldumcentret.

"Det er trist, at jeg i år ikke må afholde julegudstjeneste sammen med de ældre på Voldumcentret, men med minikoncerten viser vi, at beboerne ikke er glemt. Vi er her, selvom det er på afstand og med ruder imellem os," fortæller René Høeg.

Menighedsrådet ved Folkekirken Voldum-Rud støtter op om koncerten, og rådet ville gerne invitere hele byen til at komme og synge med på fællessangene, men forsamlingsloftet på ti personer forhindrer det.

"Jeg håber sådan, at alle udendørs og indendørs kan nynne eller synge med på sangene, og at vi på den måde kan understrege fællesskabet. Det har vi brug for, selvom meget er anderledes i år," siger sognepræsten.

René Høeg har planer om, sammen med graverne, at lave en juledekoration og en personlig hilsen til alle beboerne, som overrækkes ved samme lejlighed.

"Det betyder noget at give en lille fysisk gave, som en påmindelse om, at det centrale i julen er intakt: Glæden kommer til os, det er noget, der rækkes os julenat. Vores opgave er så at få øje på den, gribe den og give den videre."

Gudstjenester på Voldumcentret og mange andre plejehjem har været aflyst i mange måneder efterhånden, og de hyggelige fællessnakke omkring bordet med en kop kaffe er ligeså vigtigt som selve gudstjenesten. Og det savner både beboerne og præsten.

Sognepræsten og Voldumcentrets ansatte har et godt samarbejde, og alle parter er optaget af at finde nye måder at fejre jul på. Områdeleder Rikke Moesgaard Skjødt og René Høeg har arbejdet godt sammen om at stable arrangementet på benene.

"Det er mit indtryk overalt, hvor jeg kommer: Alle vil gerne strække sig langt for at gøre det godt for andre i en corona-juletid," siger sognepræst René Høeg.