Fortsæt til indhold

Sådan lukkes Skanderborg ned

Samfund
Arkiv

Sundhedsminister Magnus Heunicke har netop oplyst på et pressemøde, at yderligere 31 kommuner lukkes delvist ned på linje med de 38 kommuner, der fra i går onsdag blev pålagt de skærpede restriktioner på grund af stigende smittespredning.

De nye 31 kommuner omfatter hele Region Hovedstaden og Region Midtjylland plus enkelte andre kommuner. Dermed gælder de skærpede restriktioner altså også Skanderborg.

Smittetallet i Skanderborg Kommune er steget markant i løbet af den seneste uge, og det seneste døgn er der 23 registreret smittet. 131 er smittet over de seneste syv dage. Det såkaldte incidenstal (antal smittede pr. 100.000 borgere over de seneste syv dage) er i øjeblikket på 209.

"Situationen er virkelig alvorlig lige nu. På landsplan er smitten rekordhøj, og den er mere end fordoblet her i kommunen i løbet af en god uges tid. Det er så vigtigt, at vi sætter ind og bakker op om de restriktioner, der nu indføres - ellers vil smitten stige voldsomt, og vi risikerer, at sundhedsvæsenet bliver overbelastet, og at udsatte grupper bliver hårdt ramt, siger borgmester Frands Fischer.

"Jeg er utrolig ærgerligt over, at det nu er blevet nødvendigt med yderligere restriktioner, men det er det. Alle, der overhovedet kan sendes hjem fra Fælleden, bliver nu sendt hjem. Kun medarbejdere i de allermest nødvendige funktioner er tilbage," understreger borgmesteren.

Han tilføjer, at det i Skanderborg – i modsætning til Aarhus Kommune hvor det særligt er de unge, der smittes – især er de 30 -50-årige, der bringer smitten videre.

De skærpede restriktioner træder i kraft fredag 11. december klokken 16:

  • Skolelever fra 5. klasse sendes hjem. Gælder også ungdomsuddannelser, voksenuddannelser og videregående uddannelser. De skal modtage fjernundervisning.
  • Skoleelever fra 0. - 4. klasse samt vuggestuer og daginstitutioner kan fortsætte skolegang/pasning.
  • Serveringssteder skal lukke. De må gerne levere takeaway.
  • Al indendørs idræt stopper. Gælder sportshaller, svømmehaller og fitnessklubber med videre.
  • Kultur: Spillesteder, teatre, biografer, museer og biblioteker med videre skal holde lukket indendørs.
  • Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, skal arbejde hjemmefra.
  • Private virksomnheder opfordres til at lade så mange som muligt arbejde hjemmefra.

jr