Fortsæt til indhold

Satser på slotskoncert på Frijsenborg til maj

Med navne som Sanne Salomonsen, Tim Christensen, Barbara Moleko og Carl Emil Petersen satser koncertarrangøren FutureLive og Hammel GF på slotskoncert foran Frijsenborg slot 22. og 23. maj

Samfund
Kian Johansen

Hammel Come2Live er tilbage på Frijsenborg i 2021 med en helt særlig Corona-seating og et nyt søndagsprogram, fortæller Kristian Gislason fra Future Live og Allan Bo Andresen fra Hammel GF.

Lørdag og søndag 22.-23. maj 2021 inviterer Come2Live til slotskoncert i slotsparken ved Frijsenborg Slot. Og det er Hammel GF, der stiller med frivillige til at hjælpe med afviklingen af koncerten, der oprindelig var planlagt i 2020. Det satte corona-restriktioner en stopper for, selvom der virkelig blev afprøvet en del koncepter og gjort mange velmenende forsøg på at finde en koncert-form, der var corona-sikker.

Det er nu lykkedes. men først i 2021.

På programmet er Sanne Salomonsen, Tim Christensen, Barbara Moleko, Carl Emil Petersen, Aura Dione, Sko/Torp, Fenja og AMEA. Derudover er The X Orchestra med til at sætte de musikalske rammer for anden halvdel af koncerterne. Der er mulighed for at købe drikkevarer og mad i slotsparken fra århusianske Spiselauget, der hvert år langer mellem 80.000-100.000 måltider over disken til festivaler og kulturarrangementer i hele landet.

Du kan læse lidt om alle koncertdeltagerne længere nede i denne artikel.

Corona-seating

For at imødekomme en 2021-sommer, der potentielt stadig er præget af Corona, har Come2Live skiftet ståpladserne ud med et helt særligt setup. Slotsparken inddeles i 3 zoner (A, B, C) med 5 sektioner i hver. Hver sektion har plads til et bestemt antal publikummer, så den sikkerhedsmæssige afstand kan overholdes.

Søndagsprogram med live-radio

Som noget nyt byder Come2Live nu også søndagen velkommen i slotsparken.

Her kan du bruge en eftermiddag i selskab med Mads & Monopolet med dilemmaer, som publikum selv har stillet, og de to P4-værter Milling & Molbech, der sammen med Jan Glæsels 15-personers orkester tager dig med bagom bandet Earth, Wind & Fire med deres funkshow, Let’s Groove.

Sanne Salomonsen:

Det er ved at være nogle år siden, Sanne Salomonsen slog sin status som hele Danmarks rockmama fast med syvtommersøm, og hun er stadig et stærkt indslag på musikscener landet over. Sannes musikkarriere går helt tilbage til hendes første soloudgivelse i 1973, og vi har altså at gøre med en erfaren artist, der ved, hvad publikum vil have. I bredstående og med stort hår, cowboystøvler og læderbukser formår hun at levere varen gang på gang med sange som ”Kærligheden Kalder”, ”Hvis Du Forstod” og ”Taxa”. Sanne er en vaskeægte hitmager, og til Come2Live 2021 får publikum lov at opleve hende i allerbedste greatest hits-stil.

Tim Christensen:

Tim Christensen hører til de allermest markante skikkelser i nyere dansk rockhistorie - først som frontmand i et af 1990'ernes største bands herhjemme, Dizzy Mizz Lizzy, og siden som succesfuld soloartist. Solokarrieren blev skudt smukt i gang af albummet "Secrets On Parade" (2000), der ikke mindst takket være singlen "Love Is A Matter Of" solgte 70.000 eksemplarer. Også "Right Next To The Right One", der fungerede som titelsang for tv-serien "Nikolaj Og Julie" (2002), gjorde meget godt for Tim Christensen, der siden solodebuten har udgivet tre albums, hvoraf det seneste blev til i tæt samarbejde med det faste backingband The Damn Crystals.

Aura Dione:

Danske/spanske og færøske/franske Aura Dione er ikke til at komme udenom i det danske lydbillede med sin alenlange liste af radiohits, der blandt andet tæller ”Geronimo”, ”I Will Love You Monday” og ”In Love With The World”. I 2009 udgav hun debutalbummet ”Columbine”, der ikke bare blev en succes herhjemme, men også storhittede i Tyskland. Sidenhen er det blevet til yderligere to albums og masser af hits - senest ”Sunshine” og ”Shania Twain” i 2019. Aura er fakkelbærer for den nye lyd af stærke kvinder, og hun leverer gennem musikken både autentiske og ærlige beretninger om sit liv og sange inspireret af sine fans og stærke kvinder omkring hende.

Barbara Moleko:

Powerhuset med det genkendelige navn, Barbara Moleko, debuterede i 2012 som featuring på L.O.C-nummeret ”Helt Min Egen” og efter heftig medvind udgav hun allerede året efter albummet ”Lykken Er…”. Kvinden med de mange rødder, der både fæstner i Mozambique, Sydafrika og noget som eksotisk som Vanløse, har sidenhen manifisteret sin berettigelse med adskillige udsolgte liveshows, musicals og deltagelse i TV2-programmet Toppen af Poppen. Hendes andet album, ”Bapsz”, fra 2015, bød på radiohits som ”Gør Mig Lykkelig”, ”Tag Min Hånd” og ”Paranoia”, hvoraf det første blev årets mest spillede nummer på både P3 og P4. Det nyeste skud på stammen er singlen ”Volume” fra 2019, og vi glæder os til endnu mere musik fra charmerende Barbara Moleko.

Carl Emil Petersen:

Efter det guldsælgende og DMA-vindende album “Grand Prix“ fra 2015 med bl.a. den ikoniske fædrelandshymne ”Frit land“ opløstes Ulige Numre, og Carl Emil Petersen gik solo med albummet “Natradio”. Her blev sange som “ Liv Før Døden“, ”Skærgården” og ”Finale På Et Filmset” store radiohits, der endnu engang beviste Carl Emils evner som sangskriver og storbypoet. Nu er han aktuel med singlen ”Tiden Flyver” fra albummet ”Amager Forbrænding”, produceret af Frederik Thaae, der senest bl.a. har produceret Folkeklubbens ”Sort Tulipan”. Carl Emil drager i foråret på turné med sit band og kunne desuden opleves i 2019-udgaven af TV2-programmet Toppen af Poppen – og i år til Come2Live.

Sko/Torp:

Sko/Torp er et velkendt navn på den danske musikscene, og siden udgivelsen af ”On A Long Lonely Night” i 1990, der dengang satte rekord som det bedst sælgende danske debutalbum med mere end 200.00 solgte eksemplarer, har de turneret kongeriget rundt. Det betyder, at bandet i år kan fejre imponerende 30-års jubilæum. Siden har de udgivet hits som ”Get Ready”, og ”Loser’s Game”, og i 2018 udkom deres syvende album, #skotorp7. Publikum kan med sikkerhed forvente en god blanding af gammelt og nyt, når erfarne Sko/Torp indtager scenerne.

Amea:

Det spirende stjernefrø, AMEA, er bosat i Aarhus, men kommer oprindeligt fra Thorsø tæt ved Hammel. Hun startede sin karriere i 2014 og har siden høstet den ene gode anmeldelse efter den anden, blandt andet i P3’s Karrierekanonen og af musikanmelder Anders Houmøller Thomsen, der spørger ”Er den danske Beyoncé en ung pige fra Thorsø?”. AMEA skriver sin egen musik, som er en blanding af pop og RnB, og både hendes musik og performance byder på glimmer, glitter og diamanter.

Fenja:

Fenja er ærlig dansksproget, melodisk pop-poesi, du ikke kan slippe igen og som lyser i et vidt forgrenet elektro-akustisk univers. Bag Fenja står 23-årige Freja, der skriver sange om livets rødder og rodløshed. Sangene skabes og foldes ud i samarbejde med producer Mikkel Damgaard og cellist Line Felding. Sammen har de skabt et minimalistisk, men alligevel stort og særpræget univers omkring Frejas poetiske tekster, og hun glæder sig til at præsentere sine nyeste sange for publikummet til Come2Live.

The X Orchestra:

Kim Enk Zorde og Daniel Fält, der begge har flere internationale musiksucceser med i bagagen, står bag det danseindbydende The X Orchestra. Bandet består af nogle af landets allerbedste musikere, og de fungerer som fast backingband for det populære underholdningsprogram, X Factor. Her leverer de fredag efter fredag topprofessionel musikalsk underholdning til de op mod halvanden millioner danskere, der trofast følger programmet. Til Come2Live 2021 agerer The X Orchestra backingband for blandt andet Sanne Salomonsen og Sko/Torp, og det bliver et livligt og overværelsesværdigt show, der er garant for en fantastisk oplevelse.

Mads & Monopolet:

Med over en million lyttere lørdag efter lørdag er Mads & Monopolet det ubestridt mest populære radioprogram i Danmark. Mads Steffensen har sammen med Monopolet i mere 15 år diskuteret lytternes dilemmaer. I sommeren 2021 forlader de radiostudiet og rykker ind på scenen til Come2Live, hvor showet naturligvis handler om os allesammen og de dilemmaer, vi kan havne i. Og dem har vi - heldigvis - masser af. Mads & Monopolet er kendt for at sige deres uforbeholdne mening, så det kan kun blive en aldeles fremragende eftermiddag, når Monopolet knuser Come2Live-publikummets dilemmaer.

Milling & Molbech – Let’s Groove:

Du kender garanteret EARTH, WIND & FIRE’s giga-hits, ”September”, ”Fantasy”, ”Boogie Wonderland” og ”Let’s Groove”. Forestil dig disse (og mange flere) opført af et 15 mand stort orkester, live, under åben himmel og akkompagneret af de to P4-værter og DJ’s, Milling og Molbech. Sammen tager de dig på en rejse bagom bandet EARTH, WIND & FIRE og giver dig de bedste, dybeste og sjoveste facts om tilblivelsen af numrene. Med masser af musikkyndighed, energi og funky moves sætter de fut i fejemøget, og vi tør godt garantere, at det bliver en oplevelse, du sent vil glemme. Selv kalder de det ”LET’S GROOVE – en live funk cast” – vi kalder det for fest!