Fortsæt til indhold

Skræmmer kunderne væk: "Det er et forkert signal at sende af statsministeren"

Claus Bech fra Aarhus City Forening synes, at det er pudsigt, at Mette Frederiksen opfordrer til, at kunderne skal blive væk fra butikkerne

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

handel Da statsminister Mette Frederiksen lukkede restauranter og caféer ned, opfordrede hun samtidig til, at man skal handle digitalt.

En opfordring, som direktør for Aarhus City Forening, Claus Bech har svært ved at forstå.

"Det er et forkert signal at sende af statsministeren. Vi passer på hinanden, og alle restriktioner bliver overholdt. Vi er nødt til at sikre de fysiske butikker, og man skal ikke skræmme kunderne direkte væk med sådan en voldsom udtalelse. Det er selvfølgelig en balancegang, for vi står i en alvorlig situation i forhold til corona, men både stormagasinerne, butikkerne, personalet og ekstra folk sikrer og overholder alle anbefalinger og restriktioner, og de fortjener stor ros," siger Claus Bech, der pointerer, at butikkerne i den grad her i december har brug for juleomsætningen.

Mange er allerede væk

Allerede onsdag da de nye restriktioner trådte i kraft, oplevede man, at der var færre mennesker i bylivet, oplyser Claus Bech.

"Mange kombinerer shopping med et restaurant- eller cafébesøg, og jeg er meget spændt på at se, hvordan de næste uger op mod jul kommer til at gå," siger direktøren for Aarhus City Forening.

Han opfordrer samtidig kunderne til, at de ikke skal blive væk.

"Man kan trygt handle i byen. Alle anbefalinger og restriktioner bliver overholdt."