Fortsæt til indhold

Kunde fik allergisk reaktion efter alvorlig fejl

På baggrund af en forbrugerhenvendelse konstaterede Fødevarestyrelsen i sidste måned, at der var en alvorlig fejl i en ingrediensliste på emballeret brød fra bageren i det aarhusianske stormagasin Salling

Samfund
Jonas Wrede Hansen

En kunde hos Salling Super i Aarhus kom i sidste måned ud for en ret ubehagelig oplevelse, da kunden spiste et brød, der var fremstillet hos bageren i Salling, men blev solgt i stormagasinets supermarked. Det fremgik nemlig ikke af ingredienslisten på brødets emballage, at det indeholdt jordnødder, som den pågældende kunde var allergisk overfor. Vedkommende fik derfor efterfølgende en allergisk reaktion.

Den oplevelse var årsagen til, at Fødevarestyrelsen 13. november lagde vejen forbi bageren. Det besøg resulterede i en sur smiley samt en bøde på 80.000 kroner for dårlig håndtering af fødevarer, hvor en mangelfuld ingrediensliste kan have alvorlige konsekvenser for allergikere.

Det er dermed den tredje sure smiley, som på et halvt år er havnet hos det aarhusianske stormagasin. Tidligere i år modtog Sallings bistro således to sure smileyer på grund af mangelfuld rengøring.

Udbudt til salg i flere dage

Det var et såkaldt "middelhavsbrød", som kunden 6. november købte i Salling Super. Ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra besøget kontaktede kunden efter sin allergiske reaktion Salling. Det skete i første omgang med en mail, som blev sendt 8. november. Den blev dog aldrig besvaret, så kunden valgte derfor to dage efter at ringe til Salling, og det havde en effekt.

"Virksomheden reagerer straks med at fjerne brød med ukorrekt mærkning fra supermarked og finder frem til, at fejlen er sket på virksomhedens labelmaskine Her er der d.6.11.2020 lavet en ændring i ingredienslisten, og ved denne ændring udgår ordet jordnødder fra ingredienslisten. Fejlen opdages ikke på dette tidspunkt," beskrives det i Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra besøget.

Fejlen i ingredienslisten blev derfor først rettet 10. november, hvilket betød, at brødet med den vildledende emballage nåede at ligge i butikken fra 6. november til og med 9. november.

I alt blev 18 brød med den vildledende ingrediensliste udbudt til salg hos Salling Super i løbet af de fire dage, der gik, før fejlen blev opdaget. Da alle grovbrød hos Salling har samme stregkode, kan det dog ikke oplyses, hvor mange "middelhavsbrød", der blev solgt i løbet af perioden, fremgår det af kontrolrapporten.

Ifølge reglerne skulle bageren hos Salling efterfølgende informere sine kunder om tilbagetrækningen af de fremstillede varer samt tage kontakt til Fødevarestyrelsen. Det skete dog ikke, oplyses det i kontrolrapporten.

Bagermester beklager

I et skriftligt svar til Lokalavisen Aarhus beklager Jens Lavridsen, der er bagermester i Salling i Aarhus, at fejlen skete.

"Jeg er usandsynligt ked af indskærpelsen, men allermest, at en af vores kunder har haft den oplevelse. Det gør vi alt for at undgå, og vi oplyser altid indholdet på vores brød. Men ved en fejl var det nederste af etikken på brødet skåret af, hvor netop nødder var angivet, og den fejl har ingen desværre spottet. Det er meget, meget beklageligt, og vi ønsker på alle måder at undskylde, som jeg også personligt har gjort overfor kunden," fortæller han og fortsætter:

"Det er min første indskærpelse og bøde i 27 år som bagermester i Salling, og det er klart, det gør et dybt indtryk, når en kunde har fået en allergisk og ubehagelig reaktion på et af vores brød. Vi har gennemgået alle processer og skal sikre, det ikke sker igen."

Lokalavisen Aarhus har desuden spurgt det aarhusianske stormagasin, hvordan det forholder sig til, at det nu har modtaget tre sure smileyer fra maj til november.

”Salling kan på ingen måde acceptere tre sure smileyer, for det lever slet ikke op til den vanligt høje standard – det har vi omgående rettet op på,” lyder svaret fra Salling, som avisen har modtaget i en mail.