Fortsæt til indhold

Her kan du i Aarhus blive vaccineret mod covid-19

Så snart vaccinen når frem, åbner Region Midtjylland syv vaccinationscentre, hvor et af dem kommer til at ligge i Aarhus

Samfund
Arkiv

Inden længe kan de første danskere blive vaccineret mod covid-19, og det kommer i Region Midtjylland til at foregå i syv nye vaccinationscentre, som er klar til opstart, så snart vaccinen ankommer.

Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

"Det er helt fantastisk, at vi lige om lidt er klar til at vaccinere de første borgere mod covid-19. Det er virkelig en længe ønsket gave," siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i pressemeddelelsen.

Et af centrene kommer til at ligge på pier 3 i Hveens gade 4 i Aarhus, hvor Molslinjens tidl. administrationsbygning lå.

Vaccinecentrene bliver opbygget i de samme byer, som huser testcentre, men vaccination og test kan typisk ikke ske på samme adresse.

"Der er i forvejen fuld damp på testcentrene, og de fleste steder er der simpelthen ikke plads til flere mennesker. Derfor er der fundet ledige lokaler, hvor vi kan være," forklarer Anders Kühnau i pressemeddelelsen.

Først stik til sårbare og personale

I første omgang forventes der at være vacciner til de mest sårbare borgere og udvalgt frontpersonale i sundhedsvæsnet. Senere følger flere vacciner og dermed bredere adgang til vaccination for alle interesserede.

Hvornår de nye vaccinecentre skal i gang med at vaccinere, afhænger blandet andet af mængden af vacciner, som regionen modtager, oplyses det i pressemeddelelsen.

Sundhedsstyrelsen beskriver på sin hjemmeside, hvordan man skal forholde sig og hvordan f.eks. beboere på plejecentre og personale i sundhedsvæsenet bliver informeret, når de kan blive vaccineret. Vaccinerne fordeles efter befolkningstal og på samme tid til hele landet.

Det er endnu ikke afklaret, hvor og hvornår de første danskere kan blive vaccineret.

Når man får tilbudt vaccinen, får man også information om, hvornår man kan blive vaccineret, og om man selv skal bestille tid til vaccinationen.

jwh