Fortsæt til indhold

Bydele i den vestlige del af Aarhus har højeste smittetryk

Nye tal viser, at det står værst til i tre postdistrikter i det vestlige Aarhus

Samfund
Arkiv

Den daglige opgørelse over coronasmitte fra Aarhus Kommune viser, at tre postdistrikter i det vestlige Aarhus lige nu har det højeste smittetryk i kommunen. Tilst, Brabrand og Aarhus V har den højeste incidens - antal smittede i den seneste uge per 100.000 indbyggere.

I Tilst er der i det seneste døgn registreret 15 nye smittetilælde med covid-19. Det bringer antal smittede i de seneste syv dage op på 92 personer, og med et indbyggertal på 12.698 giver det en incidens på 725. I Brabrand er incidensen 633, hvorefter følger Aarhus V med 578.

I det seneste døgn er der i alt konstateret 200 nye coronasmittede i Aarhus Kommune. Det er lidt flere end i de foregående par døgn, og Aarhus Kommune er fortsat klart den kommune i Jylland og på Fyn med den højeste incidens.

Det hører med til historien, at der hele tiden bliver testet flere og flere. I de seneste syv dage er 56.186 aarhusianere blevet testet for covid-19, hvilket er det hidtil største antal på en uge.

Flere indlagte

Antal indlagte i Region Midtjylland er steget fra 102 til 111 personer, heraft 41 på Aarhus Universitets Hospital. Af de 11 indlagte er 12 på intensivafdeling, og 11 af dem ligger i respirator. To midtjyder, der var smittet med covid-19, er døde.

På landsplan har der været 17 dødsfald samt 2.543 nye smittede ud af 136.245 testede. Antal indlagte er steget en smule fra 713 til 723 personer. 83 af dem er indlagt på intensiv, og 48 af de 83 er i respirator.

jr