"Dybt utilfredsstillende sagsbehandlingstid"
Skanderborg Kommune: Støjsager er bare svære at behandle
Skovby "Vi er bestemt ikke stolte af, at det har taget over fire år at behandle denne sag."
Sådan lyder det fra Jonas Kroustrup, teknisk chef i Skanderborg Kommune. 'Sagen' er den klage over støj fra Skovby Møblers fabrik på Præstbrovej, som kommunen modtog 19. maj 2015, altså for næsten fire og et halvt år siden.
I dag ville man jo aldrig nogen sinde overveje at placere boliger og en produktionsfabrik så tæt på hinanden
"Vi må bare erkende, at sager, der involverer støj, er svære og langvarige at behandle. Og jeg kan sagtens forstå, at det har været frustrerende for naboerne til fabrikken, at det har taget så lang tid," siger han og fortsætter:
"Vi fik i første omgang foretaget støjmålinger i 2017 og 2018, men via en dialog med naboerne fandt vi ud af, at målinger ikke var fyldestgørende, fordi der ikke var taget højde for den lavfrekvente støj. Derfor har vi i år foretaget en ny måling, hvor vi blandt andet har fået målt støj inde i naboernes huse, og det er den måling, der nu munder ud i, at vi over for Skovby Møbler har varslet et påbud efter miljøbeskyttelsesloven."
Jonas Kroustrup taler om manglende harmoni i området omkring Skovby Møblers fabrik, der har ligget på matriklen i adskillige årtier.
"I dag ville man jo aldrig nogen sinde overveje at placere boliger og en produktionsfabrik så tæt på hinanden. Nu står vi i en situation, hvor vi både skal tage hensyn til fabrikken og til naboerne til denne, hvilket alt andet lige gør situationen sværere at håndtere. Når det er sagt, så skal virksomheden selvfølgelig overholde de lovkrav, der er på området," siger han.
Streg i sandet
Ifølge Jonas Kroustrup er der nu fra Skanderborg Kommunes administration trukket en streg i sandet.
"Vores politikere sagsbehandler som bekendt ikke, men vi har fået et helt klart politisk signal om, at denne sag har trukket ud for længe og skal afsluttes. Og det er det, der sker nu, blandt andet via dialog med Skovby Møbler," siger Kroustrup.