Ingen kø: Nyt testcenter i Aarhus uden tidsbestilling kan teste flere tusinde dagligt
Nu kan op mod 100.000 danskere blive hurtigtestet i døgnet, efter regionerne har indgået aftaler med nye leverandører af hurtigtest.
En af leverandørerne er Carelink, som har oprettet et testcenter i Bellevuehallerne i Risskov.
"Der er ingen kø herude, og man kan valse lige ind. Det er virkelig paradoksalt, og det står i skærende kontrast til de køer, vi har set rundt omkring. Der er ingen mennesker," siger direktør i Carelink, Brian Rosenberg, til TV2 Østjylland.
Testcentret har på tre timer i dag kun testet omkring 50 personer, men har kapacitet til at teste omkring 1.600-1.700 personer. På fredag skal der kunne testes næsten 3.000 borgere dagligt, oplyser direktøren til den regionale tv-station.
Carelink benytter den samme PCR-test som de franske myndigheder benytter, som ifølge direktøren er 100 procent sikker på positive svar og 96 procent sikker på negative svar.
Testen er en antigentest via næsen og giver svar inden for 15-20 minutter.
jr