Fokusér mere på vandafledning
Forening vil have Gudenå-kommuner til at lade vandet flyde frit i Gudenåen og klimasikre lodsejerne
Gudenåen De godt 20 millioner kroner der er brugt på at lave trækstilangs Gudenåen ville være bedre brugt på at vedligeholde vandløbet, der oversvømmer store dele af de arealer, som Pramdragerstien går på mellem Silkeborg og Randers. Sådan lyder det fra Danske Vandløb i en pressemeddelelse.
"Vandløbsmyndighederne mener, at der kommer natur ved at oversvømme arealerne, men man får bare sump og pilekrat, så arealerne ikke mere er gangbare, og markerne ikke kan vedligeholdes og afgræsses af de dyr, der har været på arealerne i flere generationer. Myndighederne bør gå mere op i vandafledning i stedet," siger Steen Rasmussen, der er suppleant i Danske Vandløbs bestyrelse.
Fokus på miljøkvalitet, ikke vedligeholdelse
Vandløbsloven har som første paragraf til formål at sikre tilstrækkelig vandafledning, og i stk. 2 skal det ske under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten. Det formår myndighederne ikke, mener den landsdækkende forening.
"Vandløbsmyndighederne langs Gudenåen har overvejende fokus på miljøkvalitet, og de har af hensyn til Naturbeskyttelseloven ikke på nogen måde vedligeholdt bund og sider, så vandet kan flyde frit," siger Steen Rasmussen. Gudenåen er som Danmarks største vandløb målsat til god økologisk tilstand.
Aktuelt står den dog til at være ringe, selvom man skulle have opnået en god tilstand tilbage i 2015.
Det skaber bundfald på strækningen, hvilket avler en øget vandstand. Konsekvensen er en ophobning, så vandet ikke kan flyde frit til stor skade for opstrømsbebyggelse og arealer langs Gudenåen og Nørreå.
"Endvidere planlægger vandløbsmyndighederne ikke at indføre nævneværdig klimatilpasning i de kommende vandløbsregulativer, hvilket vil få katastrofale følger for beboere langs vandløbene," slutter Steen Rasmussen. Danske Vandløb repræsenterer både ålav og lodsejere.