Fra Skanderborg til Åbyhøj: Susanne vil gøre en god skole endnu bedre
Susanne Broe Laursen er ny skoleleder på Gammelsgaardsskolen i Åbyhøj, hvor hun afløser Torben Jensen
Velkomsten har hovedsageligt været virtuel for Susanne Broe Laursens vedkommende. Gammelgaardsskolens nye skoleleder, som tog fat på et nyt kapitel i sit arbejdsliv 1. december, har haft travlt med coronaberedskabet på Åbyhøj-skolen, der har haft over halvdelen af dens godt og vel 1.000 elever hjemsendt i et stykke tid med mistanke om corona-smitte.
”Det har da været en anderledes start med alt det her Covid-19 halløj, som jeg heldigvis har nogle dygtige ledere, der har styr på. Men jeg har haft en god start i forhold til de vilkår, der er i disse tider. Jeg vil gerne have en fysisk goddag-snak med alle 125 medarbejdere, så det kan godt være, jeg først er færdig, når vi skal holde vinterferie. Det har jeg gjort, de andre steder, jeg har været, og det har fungeret ret godt,” siger Susanne Broe Laursen.
Gammelgaardsskolen er den største skole, jeg har været på, og jeg trives virkelig i en stor organisation med et forpligtende fællesskab og elsker at have mange bolde i luften
Hun er bosat i Risskov - syv kilometer fra sin nye arbejdsplads - og har 16 ½ års ledelseserfaring fordelt på en friskole i Them, Hadsten Skole i ni år og de seneste tre år på Morten Børup Skolen i Skanderborg.
”Jeg har været rundt og fået en del ledererfaring på forskellige skoler, og det ser jeg kun som en fordel. Gammelgaardsskolen er den største skole, jeg har været på, og jeg trives virkelig i en stor organisation med et forpligtende fællesskab og elsker at have mange bolde i luften,” fastslår Susanne Broe Laursen.
Stolthed
Hun har overtaget posten fra Torben Jensen, som efter 15 års skoleledertjeneste nu er gået på pension.
”Da Torben viste mig rundt på skolen første gang, kunne jeg tydeligt mærke hans stolthed, og det, synes jeg, er et godt tegn og rigtig dejligt. Jeg har også kun hørt godt om Gammelgaardsskolen inden. Den er veldrevet med en stor forældreopbakning og er en magnet for lokalområdet,” siger den nytiltrådte skoleleder.
”Som leder er jeg optaget af at skabe den bedste skole for eleverne. Alt det vi gør, skal der være en mening med. Og så driver det mig meget som leder, at medarbejderne trives, og at vi har et godt skole-hjem-samarbejde,” pointerer Susanne Broe Laursen.
”Jeg har et mål om, at jeg vil gøre en god skole endnu bedre, og det kan godt være vanskeligt, når Torben Jensen selv mener, at Gammelgaardsskolen er i verdensklasse. Men jeg har da en idé om, at jeg vil gøre ting anderledes, da jeg jo ikke er Torben. Der er ingen tvivl om, at der er et godt fundament at bygge videre på, og så vil jeg finde min vej i det her sammen med medarbejderne. Med coronapandemien er der skabt en masse uvished, men også nye muligheder at gøre tingene på. Som skole og som samfund vågner vi nok op til en ny virkelighed i 2021, hvor vi forhåbentlig kan drage nytte af nogle af vores erfaringer,” forklarer Susanne Broe Laursen.
Hun forventer ikke at kunne slappe fuldstændig af i juleferien.
”Min mobil er åben, og jeg holder øje med min mailboks, ligesom jeg gjorde i påsken. Som skoleleder er jeg del af et beredskab, og vi ved jo endnu ikke, hvornår vi åbner fuldt op for alle eleverne igen,” lyder det fra hende.