Fortsæt til indhold

32 familier får julehjælp fra Lions Club i Ry i år

Pakkerne med kolonialvarer og gavekort til især trængte børnefamilier uddeles fra 17. december

Samfund
Arkiv

Lions i Ry uddeler traditionen tro julepakker til medborgere i Ry området, som af forskellige grunde har svært ved at få holdt en ordentlig og anstændig jul.

Kriteriet for tildeling er såvel økonomi som en opmuntring i en svær periode her til jul, hvor Coronaens udfordringer er blandt mange af ansøgernes begrundelser.

Det er primært børnefamilier i området postnummer 8680 og 8670, der har kunnet søge. Der har været en ansøgningsperiode på 3 uger som sluttede 6. december. Der har kun været mulighed for at ansøge digitalt, så Lions sikrer sig, at alle nødvendige oplysninger er med i ansøgningerne.

Glade givere og glade modtagere

Lions har igen i år oplevet en stor efterspørgsel efter julehjælpspakker, hvilket nok afspejler, at økonomien er presset hos mange. Lions er meget glad over at kunne hjælpe de familier, som har søgt. Lions har dog modtaget flere henvendelser end budgettet rækker til, hvorfor hjælpen primært er tildelt børnefamilierne.

"I Lions glæder vi os over, at vi med vores sponsorer og besøgende fra bl.a. julebankospillet 22. november er i stand til at hjælpe," fortæller julehjælpsudvalgets formand Niels Freudendahl fra Lions i Ry, i en pressemeddelelse, og han fortsætter:

"Vi har i år efterkommet 32 ønsker om julehjælpspakker, og pakkernes indhold afspejler julehjælpsudvalgets vurdering fra ansøgning til ansøgning om behovet for hjælp."

Midlerne til julepakkerne stammer fra det årlige Julebanko, som i år havde noget færre deltagere på grund af Coronaen. Der deltog ca. 300, og det gav et overskud på næsten 40.000 kr., hvoraf langt det meste er brugt til årets julehjælpspakker.

Uddeling fra torsdag

Lions udleverer julehjælps-pakkerne fra torsdag 17. december kl. 12 til søndag 19. december kl. 18 ved Superbrugsen i Ry.

"Modtagerne vil få besked senest søndag med e-mail. Julehjælpspakkerne er med spændende kolonialvarer, og Lions har også vedlagt et gavekort til slagteren og samt et gavekort til de familier, som har mindre børn, så forældrene har mulighed for at købe en julegave til børnene og dermed skabe varme og glæde i familien," fortsætter Niels Freudendahl fra Lions.

gs