Fortsæt til indhold

Keld Madsen: "Jeg skal blive i mine egne træsko"

Brugsuddeler Keld Madsen forsøger altid at følge et godt råd fra sin bedre halvdel, selv om det falder ham besværligt, når lysten til at lufte holdninger overmander ham

Samfund
Lars Norman Thomsen

THORSAGER Thorsager Brugsforening blev grundlagt i 1904 og har siden da været byens førende dagligvarebutik. Der har længe ikke været andre om buddet, men derfor er det alligevel tilladt at være en tilfreds brugsuddeler og udtrykke oprigtigt glæde over, at det er gået ham, medarbejderne og forretningen godt i de 25 år, hvor han har været chef.

Keld Madsen startede som flaskedreng i Dagli'Brugsen i Nimtofte som knejt, og det var i andelsbevægelsen, at han fandt sin livsvej. 25 år plus det løse er det blevet til Thorsager indtil videre, og der skal en udvidelse på et par hundrede kvadratmeter til, før han er tilfreds med sit virke

Keld Madsen, 59, med bopæl i Ryomgård, kom til Thorsager i 1995 efter tre år som uddeler i Brugsen i Vrinners. Nimtofte drengen havde lært om andelsbevægelsens værdier og principper fra han som ganske ung startede som flaskedreng i Brugsen i Nimtofte.

Læs også: Daglig'Brugsen i Thorsager vil tættere på Ryomvej

Forleden fejrede han i det stille - grundet corona - 25 års jubilæum med visheden om, at det var den rigtige beslutning at flytte Dagli'Brugsen fra bymidten og ud til den trafikerede og pulserende Ryomvej lige efter rundkørslen.

Læs også: Handelsliv: Dagli’Brugsen er sikret 50 år ud i fremtiden

Lyver ikke

"Tallene lyver ikke. Det har været en god investering at bygge nyt og flytte fra midtbyen," fastslår Keld Madsen med en bemærkning om, at de fine tilkørselsforhold og ordentlige parkeringsforhold har gjort deres. Det skulle der også kæmpes for med kommunen og andre, men kampen var det værd.

Læs også: Dagli’Brugsen i Thorsager nu jævnet med jorden

OK-benzinanlægget har mere end fordoblet omsætningen efter flytningen. Det tilhørende OK-benzinanlæg med en central placering ved Rodskov Brugsforening, som Thorsager Brugsforening købte i 2001, er ligeledes en afgørende økonomisk spiller.

Læs også: Landsbyudvikling: 2017 tegner til at blive det helt store år for Thorsager

Indendørs har ikke mindst Delikatessen leveret.

"Den er vokset i omsætning fra 8-9.000 til 50.000 kroner plus moms pr. uge. Meget imponerende," roser Keld Madsen.

Wistoft og Bille

Det var den detroniserede borgmester Claus Wistoft (V), der lørdag 26. november 2017 klippede snoren til den nye butik.

Der var symbolik i, at netop han var manden med saksen, for det var i høj grad ved Claus Wistofts mellemkomst - sekunderet af forgængeren Kirstine Bille (SF), dengang formand for Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur - at der kom skub i arbejdet med at realisere planerne om at flytte Dagli'Brugsen.

“Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil kunne fremtidssikre Brugsen 50 år frem ved at flytte,” sagde brugsuddeler Keld Madsen til Lokalavisen allerede i 2012, da de første sonderinger med Syddjurs Kommune om en flytning var i støbeskeen.

Men brugsuddeleren og bestyrelsen kom til at kæmpe længe med embedsværket i Syddjurs. "Alt for længe," hvisker Madsen.

"Min kone minder mig godt nok altid om, at jeg blive i mine egne træsko," klukler han.

"Men jeg vil ikke skjule, at vi ikke ligefrem havde fornemmelsen af, at kommunens embedsværk syntes, at vores planer om at flytte var fantastiske. Det var først da Claus Wistoft kom til som borgmester, at der kom skub i tingene, støttet af Kirstine Bille som PUK-udvalgsformand."

Bedre sent end aldrig, men uden at gå ham på klingen, vedgår Keld Madsen, at investeringen skulle have været foretaget lang tid før - ti år velsagtens.

Flere kvadratmeter

Selv om han er kommet til skelsår og alder, er Keld Madsen langt fra færdig med at få gode ideer.

"Vi har fået nogle flotte lokaler, men vores succes har betydet, at vi rent faktisk allerede er vokset ud af dem," smiler han.

Nye kvadratmeter spøger allerede på tegnebrættet. Et par hundrede af slagsen.

"Delikatessen skal have langt mere plads. Det efterspørger kunderne, og så skal vi have mere plads til vores frugt og grønt og mere salgsplads," afslører brugsuddeleren.

Den kommende udvidelse er der ikke sat tid på endnu, men det bliver Keld Madsens sidste bidrag som brugsuddeler, før han har gjort sit arbejde færdigt og med god samvittighed kan træde ud af sin træsko ud i fremtiden. Sådan lyder planen.