Fortsæt til indhold

Sammen står vi stærkt

Landsbyforum er navnet på et nye fællesorgan for landsbyerne i Skanderborg Kommune

Samfund
Grethe Bo Madsen

landsbyliv Skanderborgs 42 landsbyer har fået en ny fælles samarbejdsplatform og talerør til politikere og embedsmænd. Landsbyforum er navnet på det nye fællesorgan, der opstod i kølvandet på landsbykonferencen i september på Himmelbjerggården, hvor repræsentanter fra 27 landsbyer deltog sammen med 10 byrådspolitikere og en række embedspersoner fra Skanderborg Kommunes administration.

Målet er at få opprioriteret landdistrikterne og få politikere og administration til at huske på såvel ønsker som potentialet fra den tredjedel af kommunens borgere, der bor på landet.

Mange synergier

"Vi har manglet et forum, hvor vi fra landsbyerne kan mødes, samarbejde på tværs og tage dialogen med kommunen. Hver landsby har erfaringer og et potentiale at byde ind med, og der er mange synergier, når vi står sammen. Landbyforum er et forsøg på at skabe en fælles sammenslutning, der giver landsbyerne mere tyngde i forhold til dialogen med politikerne og administrationen i sager, der vedrører landdistrikterne, men også helt generelt, så os, der bor på landet bliver husket og inddraget," forklarer Helene Simoni Thorup fra Stjær, der sammen med en gruppe andre deltagere fra landsbykonferencen har taget teten i forsøget på at skabe Landsbyforum.

Det handler ikke om land mod by, men om at tænke potentialet i landsbyerne ind i en sammenhæng, der kan give et samlet løft til hele kommunen

Ditte Jensen, Svejstrup

"Vi har allerede borgerforeninger og fællesråd, der er demokratisk valg, og som har dialogen med politikere og kommune, men vi oplever, at sagsbehandling går langsomt og dialogen kan være træg. Ved at stå sammen håber vi, at vi kan sikre hurtigere og mere smidige beslutninger og mere fleksible løsninger," tilføjer Morten Rose Wilholm fra Tebstrup.

Stormøde 14. januar

Det nye Landsbyforum er stadig i sin opstartsfase, og udfordringen lige nu er at udbrede kendskabet til sammenslutningen. Initiativtagerne har derfor arrangeret et virtuelt stormøde 14. januar klokken 20 på landsbyforum.org, som alle, der har lyst, kan deltage i.

"Vi har vist med skoledebatten, at vi kan mobilisere samtlige landsbyer i kommunen, og at vi kan skabe resultater, når vi løfter i flok. Det understreger , hvorfor det giver så stor mening for os at etablere et mere formelt fælles talerør. Forhåbentlig kan vi på den måde blive inddraget i beslutninger på forkant, og ikke altid skulle tage kampene på bagkant," siger Ditte Jensen fra Svejstrup, der understreger, at initiativet ikke skal ses som en opposition til centerbyerne.

"Det handler ikke omland mod by, men om at tænke potentialet i landsbyerne ind i en sammenhæng, der kan give et samlet løft til hele kommunen."