Fortsæt til indhold

Frederik og Erik vil sælge kvalitetsvin: Vi er selv i dialog med vinbønderne

To unge studerende fra Aarhus har åbnet online-butikken Dit Vinbud, hvor de sælger og selv leverer vin

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

vin Siden HHX-tiden i Viby har de to kammerater 22-årige Frederik Lerdrup og 23-årige Erik Gideon Hansen gået med en iværksætterdrøm om at starte deres egen virksomhed.

Syv år skulle der gå, før den helt rigtige idé landede. De vil sælge vin - kvalitetsvin - og de vil gøre det online og bringe det ud til kunderne i samme stil, som man kender det, når et bud kommer cyklende med en pizza i en rygsæk.

Cyklen er dog skiftet ud med en bil, og de leverer vin til en stor del af Aarhus Kommune - fra Tranbjerg til Åbyhøj til Egå i nord.

En tur til Tyskland

Da Danmark åbnede igen efter første corona-nedlukning, tog Frederik Lerdrup til Mosel i Tyskland og kom i dialog med vinbønder og små producenter, og den spæde start til Dit Vinbud var født.

"Vi ville gerne importere vin, men det er et rigtig presset marked, for der er mange, der gør det i Danmark. Vi udviklede på idéen og tog sammen til Tyskland for at smage på vin. Det tyske vinmarked er overset. Vi ville gerne gøre noget andet for at skille os ud. Vi har kvalitetsvin, men vi kommer ikke til at have 500 forskellige slags. Indtil videre har vi 18, og der er flere på vej i det nye år. Vi har fokus på kvalitetsvin, hvor vi selv er i dialog med vinbønderne," siger makkerparret og fortsætter:

"Vi har tænkt corona ind i vores virksomhed. Inspireret af Wolt (virksomhed, der leverer mad hjem til kunderne, red.) kører vi ud med vin til vores kunder i vores egne biler, og vi leverer inden for 2,5 time. Det kan ikke lade sig gøre rent logistisk lige nu i hele Aarhus, men det er helt sikkert vores plan, og ellers sender vi vinen med Post Nord, så kunderne har det næste dag. Ved at vi kører ud, behøver kunderne ikke gå ned i supermarkedet og vælge mellem 500 forskellige flasker vin, og det er nemt at ringe til os her i corona-tiden."

Levebrød

De to unge gutter studerer og har Dit Vinbud som en virksomhed ved siden af. Erik læser 'marketing and management communication' på Aarhus Universitet, BSS, mens Frederik er i gang med at tage en vinuddannelse indenfor WSET, samtidig med, at han er indkøbselev hos Sinful.

Deres fælles vininteresse og studierne supplerer hinanden godt, og selv om de ikke bruger alle deres vågne timer på Dit Vinbud, så er drømmen at komme til det.

"Det er nok enhver iværksætters drøm at leve af sin virksomhed, og det håber vi også at komme til. Hvis det kommer til at gå amok med vores omsætning, så er det jo en nem beslutning at tage," siger Erik Gideon Hansen.

Indtil videre er de kommet godt fra start. De begyndte at sælge de første flasker vin for halvanden måned siden, og allerede den første lille uge omsatte de for cirka 20.000 kroner.

"Det er gået godt i december, så vi er spændte på, hvad der sker i det nye år. Vi er hinandens motorer, og vi kunne ikke have gjort det her uden hinanden," lyder det fra indehaverne af Dit Vinbud.

Andre byer

De drømmer om at komme til at levere vinen personligt i andre byer i Danmark, når hele Aarhus er kommet med, men det tager tid, og den helt rigtige løsning skal findes.

"Vi vil gerne være kendte som dem, der leverer kvalitetsvin online - vi vil gerne være eksklusive på vores område," fastslår de.