Nyt byområde topper listen
Der har det seneste døgn været 175 nye tilfælde af covid-19 i Aarhus Kommune
175 nye tilfælde af covid-19 er det seneste døgn blevet registreret i Aarhus Kommune. Det er 69 færre end lørdag og hele 218 færre end fredag, hvor der var rekordmange nysmittede aarhusianere.
Med dagens tal har Tilst overhalet Aarhus C som det område i kommunen, hvor smittespredningen lige nu er allerværst. Den seneste uge har Tilst haft 84 nye tilfælde af covid-19, hvilket er mere end dobbelt så mange som ugen forinden, hvor der blev registreret 40 tilfælde. Alene det seneste døgn er der fundet 14 nye smittetilfælde i Tilst. Det giver bydelen en incidens, der dækker over antal smittede den seneste uge per 100.000 indbryggere, på 662, som dermed er den højeste i Aarhus Kommune. Aarhus C indtager andenpladsen med et incidenstal på 639.
16 døde på landsplan
På landsplan er der det seneste døgn blevet bekræftet 2.828 nye tilfælde af covid-19, viser søndagens tal fra Statens Serum Institut. 16 personer er det seneste døgn døde med covid-19, hvilket betyder, at i alt 1.035 er døde i Danmark med virussen i kroppen.
På landets hospitaler er der i øjeblikket 661 indlagte med covid-19, hvilket er 55 flere end i går, lørdag. 87 ligger på intensiv, hvoraf 55 har brug for respirator.
Incidensen er fortsat højest i de sjællandske kommuner, hvor den ligger på 1.102 i Ishøj Kommune, 828,9 i Ballerup Kommune og 812,6 i Københavns Kommune.