Boghandler holder åbent ved døren
Boghandler Marie-Louise Kannerup har succes med at sælge varer i døren. Hun vil helst give servicen, lyder det
Hadsten "Vær så god, her er den bog du bestilte," lyder det fra Marie-Louise Kannerup, indehaver af Bogormen i Hadsten til en kvindelig kunde, der stående i døråbningen får rakt sine indpakkede bøger.
Betalingen er foregået via Mobilepay, da hun bestilte bøgerne hos boghandleren.
"Det er helt overvældende alle de ordrer der kommer ind, men det er jo ikke i nærheden af at få min omsætning op på det niveau, det var for et år siden ved denne tid," fortæller Marie-Louise Kannerup stående i den mennesketomme butik.
Hun har valgt at holde åbent, på den måde som corona-restriktionerne tillader det. Og hun har været i kontakt med Erhvervsstyrelsen og sin revisor for at finde den rigtige måde at gøre det på.
Og det betyder, at kunderne kan bestille varer i forvejen, betale og så hente det på et aftalt tidspunkt.
Også pakkerne fra DAO kan man hente efter aftale.
Hjælp til selvhjælp
"Jeg har valgt at være hjemme hos mine to skolesøgende børn om formiddagen, men om eftermiddagen er jeg i butikken," fortæller boghandleren, der sandsynligvis kunne få sine faste udgifter dækket af hjælpepakker. Hun har allerede sendt sin medarbejder hjem på en hjælpepakke-ordning.
Selv vil hun ikke undvære kunderne og at kunne rådgive, mens hun langer stakkevis af bøger og pakker ud gennem døren.
"Jeg vil gerne hjælpe kunderne og yde dem en god service. Både for at min forretning overlever, men også fordi at kunderne gerne vil have servicen. Og fordi jeg kan mærke, at kunderne værdsætter initiativer som dette. Jeg bruger en del tid på at rådgive kunderne via e-mail, nøjagtig som jeg ville have gjort det inde i butikken," forklarer hun og giver et eksempel.
"Der var en kunde der spurgte til en velegnet læsebog til en pige fra 2.klasse. Her kan jeg give et par forslag på titler, så vælger kunden jo selv. Det kan man jo ikke, hvis jeg havde en helt ordinær webshop."
Brug for boghandler
Hun tilføjer: "For det er jo ikke bare lige at lave en webshop. Det tager tid. Og jeg skal udvælge varer mellem de 50.000 varenumre jeg har og samtidig være klar til at svare på spørgsmål døgnet rundt. Desuden forventes der jo dag til dag levering online. Kunderne efterspørger fysisk service og rådgivning og jeg kan jo ikke både stå i forretningen, levere service og så være online alle døgnets fireogtyve timer," lyder det.
Hun tilføjer:
"Desuden er der brug for fysiske boghandlere, både til at rådgive og sælge bøger. Men også til at hjælpe de næste generationer af forfattere frem.
Hun nævner, at hun for eksempel har afholdt forfatteraftner med upcoming yngre forfattere.
"Hvem skal ellers give dem chancen og hvem finder så den næste Sarah Blædel, hvis ingen giver dem muligheden for at blive kendte," lyder det retorisk.