Fortsæt til indhold

Ildsjæl med i finalefelt

Samfund
Arkiv

Kåring Grethe Lund Petersen fra Stjær Boldklub er en af tre finalister til titlen som Årets Energibundt, som uddeles ved DR SPORT 2020 i januar af DGI og Ørsted . I begrundelse kan man læse følgende:

"Hun har betydet en kæmpe forskel i udviklingen af en levende og aktiv gymnastikforening i Stjær. Hun er frivillig, instruktør, formand for gymnastikafdelingen og aktiv udøver. Hendes energi og lyst til at gøre noget for andre gør hende til en hjørnesten i foreningen."

Prisen går til en frivillig træner, holdleder, stævnearrangør eller noget helt andet, der med sin særlige indsats har gjort en forskel for foreningslivet og bidraget til sammenholdet i klubben.

"I Stjær Boldklub ved vi godt, at Grethe er noget ud over det sædvanlige, og vi synes det er så fortjent, at netop hun er nomineret til en pris, der hædrer de frivillige kræfter og understreger, hvor vigtige de frivillige er for Danmarks foreningsliv," siger formand i Stjær Boldklub John Haarup Laursen.

Indstillingen sker på baggrund af Grethes store engagement i foreningen, som har været med til at styrke fællesskabet og foreningens betydning i lokalsamfundet. Udover at være formand for gymnastikafdelingen sidder Grethe også i klubbens hovedbestyrelse. Hun har i mange år været en fast medhjælper i klubbens madbod på Skanderborg festivalen, hvor frivillige hjælpere sørger for, at klubben tjener penge til fælles bedste. Hun er en fast del af pizzabod-holdet ved det årlige håndboldstævne Stjær Cup, der samler flere tusinde håndboldspillere og tilskuere.

Dermed er Grethe med i kapløbet om de 75.000 kr., som vinderen af prisen kan se frem til, og som offentliggøres ved DRs show SPORT 2020 den 2. januar 2021. Desuden modtager både 2. og 3. pladsen en præmie på 10.000 kr. hver.

"Jeg blev helt mundlam og var nødt til lige at sidde et øjeblik. Det er vildt og jeg er både glad, stolt og meget overrasket," siger Grethe Lund Petersen selv.

Uddrag fra indstillingen:

Alle foreninger skulle være heldige nok til at have en Grethe!

Kender du et særligt menneske, der altid er klar til at tage ansvar, hjælpe andre og faktisk er hjørnestenen i sit eget lille økosystem? Sådan en person er Grethe Lund Petersen for gymnastikafdelingen i Stjær Boldklub. Grethe er frivillig, instruktør, formand for gymnastikafdelingen, aktiv udøver og med et godt øje for unge trænere og frivillige ledere, så vi tør godt sige at gymnastik i Stjær Boldklub ikke ville være det samme uden Grethe!

Louise Ravn, tidligere ungetræner i Stjær Boldklubs gymnastikafdeling.

"Grethe er en ildsjæl og grunden til, at jeg stadig er gymnastiktræner. I alle de år, hvor jeg har været deltager eller træner har Grethe været en vigtig del af gymnastikafdelingen. Jeg startede som hjælpetræner på Grethes hold “Halfræs”, da jeg lige var fyldt 13. Allerede fra første træning følte man sig hjemme."

"Grethe er en helt særlig leder og træner, fordi hun har evnen til at hjælpe folk blidt på vej. Hendes store viden om motorik og forståelse for indlæring hos børn gør, at man altid kan spørge hende til råds. Selv nu hvor jeg står med mine egne hold. Grethe forstår at puffe os unge trænere i den rigtige retning."

"Med Grethe lærte jeg ved at prøve, men jeg kunne altid komme til hende, hvis jeg var kommet på for dybt vand. Grethe er mit forbillede som træner, fordi hun formår at få alle gymnaster (og trænere) med på deres eget niveau. Grethe holder gymnastikafdeling i gang med sin entusiasme for børnenes fremskridt. Hendes glæde og energi er med til at skabe en bedre forening, fordi hun giver en lyst til at blev ved og give videre. Nu 15 år efter er hun stadig en støtte for alle børnene, såvel som de voksne."

Mette Brandi Bukballe, frivillig gymnastikinstruktør i Stjær Boldklub.

"Havde det ikke været for Grethe, var jeg nok ikke blevet gymnastikinstruktør i Stjær. Hun spottede mig få måneder efter jeg flyttede til byen, og jeg voksede af hendes anerkendelse og tillid til mig. Sidenhen er det blevet til et mangeårigt og givende samarbejde i Stjær Boldklubs gymnastikforening og et dejligt venskab. Grethe er altid fuld af idéer, og hun gør idéerne til virkelighed med vedholdenhed, tro, et positiv sind og stor tillid til alle omkring sig. Som ny instruktør føler man sig tryg og tilpas guidet. Hun er konstant opmærksom på de unge i klubben, og har spottet, guidet, hjulpet og fastholdt rigtig mange ungdomstrænere."

"Grethe er meget optaget af, at børn i alle aldre får mulighed for at udforske og udvikle deres motorik og sanser, og det formår hun på fantastisk vis."

cns