Corona: Første drive-in lyntest i Aarhus
SOS International åbner første drive-in med hurtigtest i Aarhus
Aarhusianere og andre midtjyder kan nu blive lyntestet for covid-19 uden at skulle ud af bilen og vente i vinterkulden.
SOS International, der driver testcenter ved det gamle færgeleje for Molslinjen på havnen i Aarhus, har åbnet for drive-in til coronatest.
"Vores placering ved Molslinjens gamle færgeleje er optimal i forhold til drive-in. Og nu hvor vinteren bider fra sig med vind og frost, er vi glade for at kunne tilbyde en gratis hurtigtest med drive-in," siger Karin Tranberg, der er divisionsdirektør i SOS International, i en pressemeddelelse.
Testcenteret på Aarhus Ø åbnede 17. december og er det første sted i Aarhus, der tilbyder drive-in hurtigtest.
SOS International anvender hurtigtest, der giver svar efter 15 minutter. Det sker i samarbejde med Danske Regioner, så testen er gratis, hvis man har et dansk CPR-nummer.
Fra fredag den 8. januar 2021 kan der bookes tid til en drive-in hurtigtest på SOS Internationals hjemmeside sos.eu.
jr