Bookingerne vælter ind
De nye ejere af Malling Kro er positive i forhold til det kommende år
Til januar får restauratørparret Rune Aaby og Tina Aaby nøglerne til Malling Kro, hvor de fremover skal drive restaurant og hotel.
Branchen er en af de hårdest ramte under coronakrisen, men ikke desto mindre ser det nye kro-par lyst på fremtiden.
I en pressemeddelelse fortæller de, at der er kommet masser af reservationer i ordrebogen.
"Min forventning er helt klart, at vi går et meget travlt 2021 i møde. På Skovmøllen har jeg stort set lukket kalenderen for yderligere selskaber i 2021. Alle de runde fødselsdage, bryllupper, sølvbryllupper og andre familiefester, der er blevet udskudt i 2020, de kommer væltende ind i 2021. Det samme gælder for firmafester, som jo også har været fuldstændig lukket ned i 2020. Så vi har bestemt ikke fortrudt, at vi har købt Malling Kro, da vi på kroen har de perfekte rammer for selskaber," fortæller Rune Aaby, der i otte år har stået i spidsen for Restaurant Skovmøllen, som han vil fortsætte med at drive.
Malling Kro har otte hotelværelser, og her forventer det nye kro-par også høj belægning i 2021.
"De fleste danskere har indstillet sig på, at ferieoplevelserne i 2021 skal foregå i Danmark, og derfor mærker vi allerede nu en stor efterspørgsel på kroophold hos os i 2021," påpeger Rune Aaby.
Tidligere har kroen været lukket i tre uger om sommeren, men det laver de nye ejere om, så der er mulighed for at bo på kroen hele året rundt.
Men med en aktuel nedlukning og stadig en vis usikkerhed i forhold til, hvornår corona-krisen er overstået, udnyttes tiden til renovering.
I de første to uger af januar vil parret sætte en større ombygning i gang med nye gulve, maling, vinkælder, og så laves der et nyt og større indgangsparti.
Parret forventer at holde første åbningsdag d. 15. januar 2021.