Nimbus er hygge og fællesskab
Nimbus Tourings træf med 300 deltagere nyder Vellev og omegn
Kun én gang er det lykkes at serieproducere en motorcykel i Danmark, til gengæld blev det en holdbar en af slagsen, nemlig Nimbus, som Fisker & Nielsen fremstillede ialt 13.700 styk af frem til 1959. Kendetegnet er de fire cylindre, og lyden fra de 'spinnende' maskiner med kælenavnet humlebien dominerer Vellev og omegn i disse dage, hvor omkring 300 Nimbus-folk fra hele Danmark samt Holland og Tyskland er samlet til foreningen Nimbus Tourings træf nr. 44.
De op mod 200 gamle motorcykler med og uden sidevogne, anhængere og flag er et flot blikfang mellem teltene på den gamle mejerigrund, hvor indkørslen i træffets anledning er døbt Nimbus Allé, og frivillige fra Vellev Idrætsforening i serveringsteltet sørger for gæsterne.
To generationer
Overskriften for træffet er fælleskab og gode ture, flere familier deltager i træffet med to generationer.
“Det er min måde at se Danmark på, vi skal ud og se noget og snakke med folk, og en Nimbus kan holde til at blive kørt på, fortæller Benny Nielsen fra Ry, hvis 13-årige søn insisterede på at komme til Vellev allerede mandag, for han skulle mødes med kammerater fra sidste års træf. Og døtrene på 21 og 22 år kører (naturligvis) også Nimbus.
Selv om de fleste deltagere er i den modne alder - plus 60 - så er der også yngre, som 23-årige Simon Ramseth fra Ålborg, han er også med i bestyrelsen for Nimbus Touring.
“Mange af mine kammerater synes, at det er fin hobby, men de færreste har råd til at købe en veteran-motorcvkel til 50.000 kr., siger han som en forklaring på, at det er svært at få unge med i klubben, som har 1.600 medlemmer.
Via Samsø
Mens avisen er på besøg kommer fire Nimbus'er med sidevogn fra Kalundborg trillende ind på pladsen. De fire vennepar har taget turen til Vellev via Samsø.
“Vi er med på grund af hyggen og fællesskabet, siger Birgit Hermansen.
“Og så er det noget særligt at køre på en motorcykel, som er lavet i Danmark, tilføjer hendes mand Asbjørn Hermansen.
Fra Frederikshavn deltager tre familier samt en fransk bulldog, som henslængt i græsset ser ud til at nyde Vellev lige så meget som sine mennesker. På grund af den store opbakning med barnevogn og klapvogn til familiens yngste kørte kvinderne til træffet i bil, mens herrerne kørte på motorcykler.
Tovholder på træffet er Henrik Andersen fra Randers. Han glæder sig over den gode modtagelse træffet har fået i Vellev, hvor deltagerne blandt andet har kørt ture til Rydbergs MC i Aidt og til Elvis-bygningen Memphis Mansion i Randers.
Med til Nimbus Touring hører en del nostalgi, og sådan er det også med den kontorpavillon, som er på pladsen. Vognen er indrettet fuldstændig på samme måde, som det 'berømte' Nimbusværksted, som John Carlsen i mange år drev på Østerbro i Købehavn. For tre år siden måtte værkstedet vige for nyt byggeri, og nu er kaffekrus, billeder og andre nipsting med til at skabe en helt særlig stemning i Nimbus-kontoret på hjul.