"Det var til eget forbrug"
Vietnamesisk butik på Banegårdspladsen har fået en sur smiley. Ejer erkender fejl
Den vietnamesiske købmand Minh Anh Trading på Banegårdspladsen i Aarhus har fået smækket en sur smiley i vinduet.
Det sker, efter Fødevarestyrelsen var på en opfølgende kontrol den 4. december.
Der skulle tjekkes, om der var fulgt op på tidligere kritik, og blandt andet følges op på, om Minh Anh Trading havde sikret, at der var såkaldt sporbarhed på de fødevarer, der bliver solgt fra butikken.
Det var der dog ikke. Fødevarestyrelsen fandt nemlig 15 umærkede poser, som hver indeholdt et kilo "udefinerbart produkt" uden sporbarhed, fremgår det af kontrolrapporten.
Virksomheden oplyste til kontrollanterne, at der var tale om svinemave, som man havde købt kontant over Facebook, hvorfor der ikke var en faktura at fremvise.
Minh Anh Trading bedyrede også at de 15 kilo svinemave var til privat forbrug, og at det ikke blev solgt til kunder, men i kontrolrapporten konstateres det, at svinemaven var pakket i samme poser, som anvendes i butikken, og tapet med den samme tape, som er at finde i butikken.
"Vi har dummet os"
Ejer af butikken, Thi Minh Chu Nguyen, anerkender kritikken fra Fødevarestyrelsen.
"Det er vores skyld, for vi har blandet ting til privat brug med salgsvarer. Vi har brudt reglerne, og så falder hammeren, men det er meget strengt," siger han og fortsætter:
"Som borger i Danmark skal man følge lov og regler, men jeg synes også, at især vi, der er kommet til landet som udlændinge, som kan have svært ved sproget og reglerne, savner en god vejledning. Vi har dummet os, og det må vi betale for, men jeg synes, at vi fortjener en chance og nåde, for vi har ikke gjort det i ond tro, men på grund af uvidenhed om reglerne."
Men du fastholder, at det var til privat forbrug, selvom det var pakket på samme måde som jeres salgsvarer?
"Det var billigt, så vi købte en stor mængde. Vi kan bruge det til at lave specielle retter til venner og andre besøgende. Det er ligesom andre, der måske køber 20 kilo kartofler billigt," forklarer Thi Minh Chu Nguyen og forsikrer, at han ikke har solgt svinemaven til kunder.
Ikke desto mindre beordrede fødevarekontrollen det hele destrueret, så de 15 poser svinemave endte i virksomhedens container og blev overhældt med destruktionsvæske.