Fortsæt til indhold

“Livet er for kort til at spilde et måltid”

Et sammensurium af en restaurant, en café og en gårdbutik åbner i Studsgade i Aarhus C. Oles Gård i Hammel står bag

Samfund
Christina S. Johansen

Han byggede selv sit bæredygtige og økologiske hus i 2011, han gentænkte pizzaen for tre år siden og blev et massivt hit på Northside Festival. Sidste efterår satte han så sine berømte pizzaer i mini-masseproduktion og fik aftaler med forskellige supermarkeder om at sælge dem fra frost. Oven i dette blev 'pizza på hjul' født, som kan bestilles til arrangementer. Og nu er der så atter en lille ny på vej for Ole Christian Olesen fra Oles Gård i Hammel.
Det seneste skud på stammen er en restaurant i Studsgade 22 i Aarhus C.
Restauranten kommer også til at hedde Oles Gård, og den bliver opført i samme lokale, som reklamebureauet Agency Spring har reception.
“Jeg kender folkene bag bureauet, og da de fik flere lokaler, kom det her i hus,” fortæller Ole Christian Olesen, mens sønnen Sigurd på to et halvt år klatrer op på ryggen af en gris, der blot sætter sig ned, ganske veltilfreds med at blive kløet bag øret.

Skal fortælle en historie

I restauranten bliver der, udover pizzaer fra brændefyret stenovn, også solgt brød og diverse andre delikatesser samt afgrøder fra gården - lige fra chilimarmelade til grøntsager. Derudover kvalitetsprodukter fra andre producenter.
Alt i alt bliver det et sammensurium af en restaurant, en café og en gårdbutik.
“Det bliver alt sammen gennemtænkt, velsmagende, ordentligt og naturligvis 100 procent økologisk. Kompromisløst! Det er nemt at forholde sig til for kunderne. Og så skal vi fortælle historien om gården og maden, som folk spiser. Det er vigtigt, for i dag er der sket en fordrejning i vores madkultur. Vi er kommet for langt væk fra fødevarerne,” siger landmanden, som bor på den fem hektar store landejendom i Hammel med sin kone og tre børn på to et halvt, ni og 11 år - derudover er der endnu én på 22, som er flyttet hjemmefra.

“Jeg har altid drømt om mit eget spisested, som er lige efter mit temperament,” siger Ole Christian Olesen.

En helhedsoplevelse

Den nye del af Oles Gård-familien åbner måske i september - det er i hvert fald håbet, men meget mangler endnu at blive helt fast defineret. Såsom åbningstiderne.
Helt fast ligger det dog, at det skal være en helhedsoplevelse at besøge Oles Gård i Studsgade - både smagsmæssigt og indtryksmæssigt.
“Det hele skal kunne noget særligt,” siger Ole Christian Olesen.
“Jeg har altid drømt om mit eget spisested, som er lige efter mit temperament. Et sted, hvor jeg selv ville gå ind at spise. Jeg gider ikke spilde et måltid. Det er livet for kort til,” fortsætter den 39-årige landmand, som oprindeligt er uddannet pædagog.
Hvorvidt der er et marked for netop denne type restaurant er Ole Christian Olesen egentlig ikke så nervøs for:
“Du kan sagtens finde en rigtig god, autentisk, italiensk pizza i Aarhus, men vores pizza er noget helt andet. Det er en helt anden type af pizza.”