Fortsæt til indhold

Præsteklumme: Himmelsk selvstændighed

Samfund
sognepræst Lars Lindgrav Sörensen, Tilst-Kasted

præsteklumme Da jeg var 13 år, fik jeg en salmebog til min konfirmation. Det var en fin en med læderbind og tynde guldblade. Jeg var glad for den. Da jeg skulle skrive navn i den, tænkte jeg: Det dur ikke, at jeg skriver Lars Rasmussen, for jeg vil jo lave mit navn om til Lars Lindgrav om fem år, når jeg fylder 18! Det var den unge mands selvstændighed, der åbenbarede sig, for der var ikke andre i verden, der hed Lindgrav, (navnet kommer fra vores slægtsgård Lindgravgård).

Jesus åbenbarer en 12-års drengs selvstændighed i templet. Han kan tale med om skrifterne med tempellærerne, mens hans forældre leder efter ham overalt i tre(!) dage. Maria er ved at gå ud af sit gode skind af bekymring og irettesætter ham, men han siger de berømte ord: Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? Jesus har søgt mod templet, og her er han altså kommet i samtale med skriftkloge lærere fra templet. De undrer sig over hans indsigt. Han var med andre ord en opvakt dreng. Jesus var en simpel tømrersøn fra Nazaret, men han var på ingen måde simpel i sin tankegang. Historien om Jesus i templet fortæller os, at han langt fra var en gennemsnitlig 12-årig. Han blev med tiden en lærd mand, der kunne sin Bibel, og det er vigtigt, at vi ikke blot tænker om ham som en, der fortæller nogle gode historier. Hans lignelser, samtaler og helbredelser afslører en dyb selvstændig udlægning af skriften. Det ser vi kimen til, da han er 12 år i templet.

Måske du har lignende historier fra, du var helt ung?