"Vi er uenige i restriktionerne"
Hos Float Studio i Fredensgade holder man åbent, selvom det er imod reglerne og koster bøder. "Jeg ville selvfølgelig ikke tage imod folk, hvis jeg følte, at jeg satte dem i en farlig situation," siger medejer
Mandag og tirsdag har man i de aarhusianske medier kunnet læse om et aarhusiansk "wellness-center", som hele fire gange siden torsdag har haft besøg af politiet og hver gang fået bøder á 10.000 kroner, fordi man har holdt åbent i strid med corona-restriktionerne.
Der er tale om Float Studio i Fredensgade, kan Lokalavisen Aarhus nu afsløre. Et sted, som tilbyder såkaldt flydeterapi.
"Vi holder åbent, fordi vi har valgt at markere, at vi er uenige i, hvordan restriktionerne rammer vores virksomhed," siger Nikolai Flyvbjerg Kristensen, som ejer stedet sammen med Jonas Olesen.
Han vil ikke kalde det en principsag, men han har svært ved at forstå rimeligheden i at skulle lukke.
"Det er tilladt at gå til fysioterapeut og tandlæge, men åbenbart ikke at pleje sin mentale tilstand. Hvis man kan være steder, hvor man kan opretholde sin fysiske tilstand, så må man også kunne være steder, hvor man kan opretholde sin mentale tilstand, og det er, hvad vi tilbyder," siger han med henvisning til, at liberale serviceerhverv, der ikke er drevet af autoriserede sundhedspersoner, skal holde lukket.
"Men politiet henviser til en bestemmelse omhandlende steder, hvor der er tæt fysisk kontakt, og det er der ikke her," forklarer Nikolai Flyvbjerg Kristensen og fortæller, at der maksimalt er fem personer i Float Studio ad gangen inklusiv medarbejdere.
"Og så er det en isoleret oplevelse. Man har sit eget private rum med eget bad og brus og er dermed ikke i tæt kontakt med hverken os eller andre. Man opholder sig i sit eget bad med 550 kilo salt i et fuldstændigt sterilt miljø, hvor der også er tilkoblet et filtereringssystem, som sørger for at der er rent. Og så rengør vi selvfølgelig alle flader mellem hver kunde."
Østjyllands Politi var første gang forbi Float Studio i torsdags, hvor ejerne blev bedt om at lukke og sende kunderne hjem. Mandag formiddag var der dog åbent igen, og det samme var tilfældet, da betjente igen kiggede forbi seks timer senere. Seneste besøg fra ordensmagten var tirsdag eftermiddag, og her var beskeden den samme. I alt kan Float Studio nu ifølge politiet se frem til 40.000 kroner i bøde.
"Vi har mødt flinke politibetjente, og alt er foregået i god ro og orden, men de har ikke før i går kunnet fortælle os præcist, hvad vi er sigtet for, og vi har heller ikke fået nogen bøder på skrift, som vi kan forholde os til. De siger, at de opretholder lovgivningen, men den er vi så bare uenig i, og derfor skal vi måske have sagen for en domstol, som så må træffe en afgørelse," forklarer Nikolai Flyvbjerg Kristensen.
Så I vil bestride bøderne?
"Vi har jo ikke set dem eller sigtelserne endnu, så det kan jeg ikke udtale mig om. Vi har bare fået at vide, at vi er sigtet."
Han fortæller, at det ikke har været en let beslutning at holde åbent, men han mener, at det er den rigtige.
"Der har været mange overvejelser, men vi mener, at mennesker mere end nogensinde har brug for et pusterum. Selvfølgelig er der corona og mange andre ting, der er fylder i vores samfund, men der er også en rigtig stor belastning for mange menneskers mentale og psykiske helbred i øjeblikket, og det kan man bare ikke underkende. Og vi ved, at vi tilbyder en behandling, som hjælper mange."
Det argument kan massageklinikker, frisører, skønhedssaloner og mange andre også fremføre, men de overholder alligevel reglerne og holder lukket...
"Ja, det kan de, og jeg kan sagtens forstå, at man ikke kan sagsbehandle hver enkelte lille virksomhed, men jeg synes dog også, at man med de nuværende restriktioner skærer alle over én kam. Folk kan blive smittet med corona, ja, men man skal også huske på, at folk kan miste deres levebrød, virksomhed og forsørgelsesgrundlag. Det er også en reel risiko, og vi ser flere virksomheder, der må lukke. Vi er en kæmpe gruppe selvstændigt erhvervsdrivende, som har det hårdt og er lige så frustrerede som folk, der er nervøse for at blive smittet med corona. Der er mange elementer i det her, men vi taler nærmest kun om smitte."
Er I corona-skeptikere?
"Jeg synes faktisk, at det er sagen uvedkommende. Jeg har åbnet det her sted for at hjælpe mennesker. Det føler jeg, vi gør, og jeg ville selvfølgelig ikke tage imod folk, hvis jeg følte, at jeg satte dem i en farlig situation. Vi holder ikke åbent af nød. Det her er vores lille opråb, men vi er i god dialog med kunder og politi, og alt er fredeligt og roligt. Så må vi se, hvad der sker fremadrettet."
Indtil videre er det dog slut med bøder for Float Studio, for torsdag lukker forretningen på grund af et planlagt byggeri af et nyt "float-rum". Byggeriet forventes at tage 14 dage, og de to ejere har endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske, hvis restriktionerne til den tid er de samme.
"Det forholder vi os til om 14 dage."
Er du ikke bange for, at det her giver jer dårligt ry, og at I anklages for ikke at udvise samfundssind?
"Jo.... Det med at udvise samfundssind er jo en spændende snak, men vi føler, at vi udviser samfundssind, når vi hjælper mennesker, der har brug for det. Og det gør vi. Det er ikke fordi, folk kommer herned bare for at hygge sig. De får en dyb oplevelse, som virkelig har både fysiske og mentale fordele."
Østjyllands Politi har ikke ønsket at kommentere den konkrete sag.