Randers FC er skiftet ud med AGF
Hadsten SK Fodbold indgår samarbejdsaftale med AGF, Randers FC er skuffede.
Efter adskillige års samarbejde med Randers FC, så skifter Hadsten SK Fodbold til en anden, nuværende Superliga-klub, nemlig AGF.
“Udslagsgivende for beslutningen er den brede vifte af tilbud, som AGF Klubsamarbejde tilbyder - i særlig grad mulighederne for træneruddannelse,” lyder det i en pressemeddelelse.
“Især den 1-årige træneruddannelse - alene den har kunnet sælge aftalen ude hos os, for det er ekstremt vigtigt for os at have muligheden for at tilbyde vores trænere et løft. Men også muligheden for indimellem at få trænere og spillere fra AGF ud til os, og at det er nedfældet i kontrakten, har været væsentlig for os,” siger Morten Andresen, formand for ungdomsudvalget i HSK Fodbold.
Aftalen mellem HSK Fodbold og AGF er toårig.
Attraktiv klub
“Der er ingen tvivl om, at vi er en attraktiv klub, der gennem årene har leveret gode spillere til Randers FC og AGF,” siger fodboldformand i HSK Fodbold, Gert Jensen.
Ærgerlige Randers
I Randers ærgrer man sig:
“Vi er ærgerlige, skuffede, men fattede. Vi har ikke fået nogle indikationer på, at Hadsten SK skulle være utilfredse med vores nu tidligere samarbejde,” siger talentchef i Randers FC Peter Elstrup, der samtidig er talentrådgiver for Randers Freja, som Hadsten SK indtil videre har samarbejdet med, Det har blandt andet betydet chancen til flere Hadsten-navne, mest aktuelt er Jonas Bager.
“Vi må sætte os ned og vende indad, for at finde ud af om vi kan gøre noget anderledes. Og hvordan vi måske med tiden kan finde tilbage til Hadsten SK, Men nu skal HSK finde ud af, om græsset er grønnere på den anden side.” lyder det fra Peter Elstrup.
AGF: Sund konkurrence
Er det et udtryk for, at krigen om talenterne mellem Randers FC og AGF igen er blusset op?
“Nej, det er ikke tilfældet. Der er allerede en sund konkurrence mellem klubberne om de bedste spillere, og det ændrer det her ikke på. Vores klubsamarbejde er også mere end talentudvikling. Vi vil gerne være med til at løfte ungdomsfodbolden generelt, så alle får noget ud af det. Det skal eksempelvis ske gennem træneruddannelse, som vi faciliterer. Vi synes, vi har et godt tilbud i AGF Klubsamarbejde, og vi er glade for, at Hadsten SK Fodbold har valgt at blive en del af det,” siger Rasmus Stenild, leder AGF Klubsamarbejde.
Hvorfor er det vigtigt at få HSK med i AGF's klubsamarbejde?
“At HSK nu er med i klubsamarbejdet, er en klar styrkelse af hele vores forankring i Favrskov-regionen – og ikke mindst af vores Talentcenter Vest (i Hinnerup, red.), hvor vi samler de bedste spillere i området til fællestræninger.”