Når private skaber udvikling
Kommunens investeringslyst i Stavtrup har været ikke-eksisterende, og den kommunale interesse for yderområderne i kommunen er begrænset
"Den generelle følelse er, at vi er blevet snydt lidt."
Citatet er fra Stavtrup Erhvervsnetværks formand Christian Holch. Og årsagen til, at Christian Holch føler sig lidt snydt, er, at alt imens Aarhus Kommune har solgt grunde og planlagt udstykninger, som over 10 år har næsten fordoblet Stavtrups indbyggertal fra 3.000 til 6.000, så har kommunens investeringslyst i Stavtrup været ikke-eksisterende. En investreringslyst i form af infrastruktur som eksempelvis sikre skoleveje eller en støjmur, der kan mindske larmen fra motorvejen.
Jeg kan godt forstå, hvis man føler sig lidt snydt i Stavtrup. Desværre er eksemplet fra Stavtrup ikke enestående - nærmest tværtimod. Den kommunale interesse for yderområderne i kommunen er begrænset.
Jeg kan godt forstå, hvis man føler sig lidt snydt i Stavtrup. Desværre er eksemplet fra Stavtrup ikke enestående - nærmest tværtimod. Den kommunale interesse for yderområderne i kommunen er begrænset.
Det er en udfordring, vi her i Lokalavisen har adresseret mange gange. Vi har skrevet om den manglende lyst til at investere i offentlige transportløsninger, som kan skabe sammenhæng mellem yderområderne og resten af kommunen. Vi har beskrevet, hvordan det har taget mange år at få etableret en bydende nødvendig Bering-Beder vej. Vi har beskrevet, hvordan der skal private aktører på banen for at skabe nye rekreative områder, og hvordan det er private, der skal sikre, at der bliver bygget eksempelvis en multihal i Hjortshøj.
Jeg tror, at man føler sig lidt snydt mange steder i kommunen, når vi bevæger os udenfor Ringgaden og ser bort fra Gellerup.
Nu er beboerne i Stavtrup jo heldigvis ikke bare folk, der sætter sig ned med poterne i skødet og tænker, det hele bare er uretfærdigt. De gør det modsatte. De tager initiativet og skaber selv forandringerne , når nu kommunen ikke vil. Erhvervsnetværket har været i gang snart et halvt år og har som noget af det første fået tiltrukket to madvogne med sushi og økologisk slagterkød, som holder i byen en gang om ugen. Derudover er de med til at realisere planerne om en multihal og kunstgræsbane i Stavtrup. Og de har et færdigt projekt til en støjvold ud mod motorvejen - men kan ikke komme igennem på rådhuset med planerne.
Stort cadeau til de private initiativtagere i Stavtrup - men også en skam, at byens politikere ikke prioriterer en lige udvikling af hele kommunen.
Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarshavende chefredaktør