Biogasanlæg kan klare 2.000 husstande
Hvis der bliver grønt lys, vil Wefri bygge et biogasanlæg til 45 millioner ved Fuglsang mellem Voldby og Fajstrup
Vi har stillet nogle spørgsmål angående den plan for et biogasanlæg, som der er søgt om, og som vi fortæller om i en anden historie, som kan findes på linket nedenfor.
Forvalter Christian Ejby har svaret på en mail.
Hvordan kan det økonomisk hænge sammen, at der skal transporteres biomasse fra Fyn til Fuglsang og slam tilbage igen?
Først og fremmest er det vigtigt at pointere at der IKKE skal indgå eller anvendes slam i anlægget. Der vil som udgangspunkt udelukkende skulle anvendes vores egne produkter, og heri indgår der ikke slam. Anlægget vil blive baseret på kyllingemøg, sukkeroer, halm og græsensilage. Restproduktet efter det har været igennem anlægget, vil blive en flydende masse, betegnet som ”beriget kyllingemøg”. Næringsstofferne er lettere omsættelige og optaglige i jorden, efter kyllingemøget er blevet afgasset.
Er transporten indregnet i ”det neutrale” kuldioxid-regnskabet?
Med hensyn til transporten, så skal kyllingemøget fra vores sønderjyske produktioner køres til Fuglsang. Sidenhen skal det ”berigede kyllingemøg” udspredes på Frijsenborgs arealer, og til dels Wedellsborg. I det samlede regnestykke kan det sagtens betale sig, når man ser på gasproduktionen af kylllingemøget, forbedret optagelse og omsætning af næringsstofferne.
Alternativet vil være, at kyllingemøget i stedet transporteres til Tyskland og anvendes i tyske biogasanlæg, hvilket en stor del allerede bliver i dag. Derfor vil det være klart bedre at udnyttet kyllingemøget i eget anlæg, frem for at sende det til udlandet.
Prisen i runde tal
Hvad koster et sådant anlæg i runde tal?
Anlægget anslås til at beløbe sig samlet til i omegnen af 40-45 millioner kroner.
Hvor lang tid er estimeret med hensyn til, hvornår anlægget har tjent sig selv ind?
Økonomien i et sådant anlæg, afhænger helt og aldeles af den endelige afregningspris på gassen, men et anlæg af denne kaliber og kvalitet vil kunne køre i mange år.
Til Sjelle
Hvor skal den fremkomne naturgas tilføres naturgas-ledningsnettet?
Gassen skal tilføres naturgasnettet på HMNs MR station i Sjelle, for derfra at indgå i naturgasnettet.
Kan gasudledningen forventes at bevirke en ændring af priserne på naturgas ude hos forbrugerne?
Prisen på naturgas har jeg ingen indsigt i og har derfor ingen viden om HMN vil ændre på de fremtidige priser. Men gasproduktionen fra Fuglsang biogas, vil kunne producere gas, svarende til 2.000 husstande.