Fortsæt til indhold

"Vi er 6000 mennesker, og vi ser slet ikke hinanden nok"

Kultur skal være en væsentlig medspiller for at Hornslet udvikler sig positivt. Det er nu, byen har chancen, mener bestyrelsesformand

Samfund
Simon Carlson

Hornslet 17. januar var sidste frist for at indsende forslag til, hvad grunden ved siden af Kom-Bi skal hedde, efter den er udset til at være lokationen for fremtidens kulturliv i Hornslet.

Vindernavnet er endnu ikke fundet, men navnekonkurrencen markerede startskuddet for et år, hvor udviklingen af kulturgrunden for alvor skal begynde at gøre fremskridt.

Endemålet er, at der inden for få år står et nyt kulturhus klar, som skal supplere biografens tilbud, og dermed skabe et kulturelt centrum i Hornslet, som skal være med til at løfte byens udvikling.

Samme hammel

I øjeblikket er der igennem Kom-Bi nedsat et kulturudvalg, der arbejder fokuseret på både at skabe arrangementer på grunden i løbet af 2021, men i lige så høj grad arbejder på at forme et grundlag, som et kommende kulturhus kan rejse sig på.

Senere på foråret i forbindelse med Kom-bis generalforsamling bliver kulturudvalget til en decideret forening, som forskellige kulturinstanser kan melde sig ind. Herfra kan stregerne til et nyt samlingspunkt for alvor begynde at tegnes.

Det vurderer formand for Kom-Bi Jan Aude.

"Vi mangler stadig lidt at trække på samme hammel i byen. Det synes jeg, vi er i gang med nu ved at lave foreningen, som er det første step i at samle de gode idéer og kompetencer, der kan være i et kulturhus og allerede nu skabe noget pulserende liv på grunden," siger Jan Aude.

Kultur gavner væksten

Hornslet er i befolkningsmæssig vækst og har særligt fanget opmærksomheden fra udflyttende aarhusianere.

Jan Aude har da også noteret sig, at en del af tilflytterne savner, at Hornslet kan levere flere fritidstilbud, som ikke handler om idræt.

"Hallen samler jo meget, men det er en anden slags kultur. Det er bevægelse. Vi mangler den lidt mere boglige kultur med foredrag og musik og jazz på en søndag eftermiddag, hvor man mødes og får en kop kaffe. Det der lidt pulserende bynære liv, som man får lyst til at gå ned i byen efter, og som handelslivet også kan få fordel af, og jeg kan høre, at tilflytterne sukker efter det," konstaterer Jan Aude.

Misundelig på naboen

Med den nuværende vækst, ser han således et glimrende afsæt for, at Hornslet i højere grad begynder at markere sig. Særligt med en status som kommunens næststørste by.

"Jeg kan godt være lidt misundelig, når jeg kører igennem Rønde en lørdag eller søndag eftermiddag, hvor der er mere liv. Vi er jo 6000 mennesker i Hornslet, og vi ser slet ikke hinanden nok. Det er trist. Det skal vi have gjort noget ved. Mit ønskescenarie er, at vi virkelig får skabt noget liv, fordi for søren hvor er vi bagefter på det område. Både kulturmæssigt, men også bylivsmæssigt, mener Jan Aude.

Mere end en soveby

Netop bylivets udvikling er en af de vigtigste faktorer, som et kommende kulturhus skal være katalysator på. Af samme årsag vurderer Jan Aude da også, at det er vigtigt, at de første skridt i byens kulturudvikling ikke spredes over en for stor radius, men holdes i centrum.

I slutningen af 2020 kom det pludselig i spil fra Syddjurs Kommunes side, at grunden og bygningerne på Tingvej 34, som virksomheden Varo i dag ejer, også kunne være på tale i kulturudviklingen.

Det er dog ikke en holdbar løsning i denne henseende, mener Jan Aude.

"Varo-grunden er spændende nok, men jeg synes, den indbyder mest til det, som den indeholder nu med fitness og boksning. Og så synes jeg, at den er en tak for langt væk fra bymidten, til at det kan blive interessant for handelslivet. Det er nu, vi har chancen for at lave noget mere byliv. Vi skal ikke bare være en soveby til Aarhus. Det skal vi bevæge os væk fra og blive noget selvstændigt," lyder de fra Jan Aude.