AstraZeneca-pause forlænges yderligere i tre uger
Der kommer til at gå yderligere tre uger, inden AstraZeneca-vaccinen igen kan tages i brug i Danmark.
Bekymringen om, hvorvidt vaccinen er skyld i, at en række personer er blevet ramt af sjældne og alvorlige bivirkninger i form af dødelige blodpropper, består nemlig stadig, oplyser direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm torsdag på et pressemøde.
I Danmark har der været to bekræftede tilfælde, hvor personer efter vaccination har fået en blodprop og efterfølgende afgik ved døden. Det er ikke dokumenteret, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne, men de omfattende undersøgelser, der skal belyse, om der er en sammenhæng, er endnu ikke færdige.
Konsekvensen af udsættelsen betyder, at Sundhedsstyrelsen nu beder regionerne om at aflyse planlagte vaccinetider med AstraZeneca de næste tre uger, siger Søren Brostrøm, som dog har følgende besked til de borgere, som allerede har fået første stik med den omdiskuterede vaccine.
"De cirka 140.000, som allerede har fået første stik med AstraZeneca, de bliver naturligvis færdigvaccineret. Hvis vi genoptager AstraZeneca, så vil der være tid nok til, at de kan blive færdigvaccineret. Hvis den ikke genoptages, så vil de på et senere tidspunkt blive tilbudt en anden vaccine," siger Søren Brostrøm.
Hvis vaccinen ender med at blive taget ud af det danske vaccinationsprogram, vurderes det, at vaccinationsplanen skrider cirka 14 dage. Hvis AstraZeneca genoptages, som vil den tabte tid hurtigt kunne blive indhentet, vurderer Brostrøm.
jn