Fortsæt til indhold

Indstilling til nyt fjernvarmeværk i Allingåbro godkendt i byrådssalen

Det første skridt mod et nyt fjernvarmeværk i Allingåbro er nu taget.

Samfund

Det var en enig kommunalbestyrelse, der under mødet 13. december godkendte indstillingen til at udarbejde en lokalplan for etablering af et nyt fjernvarmeværk i Allingåbro.

En plan, der blev præsenteret med begejstring fra den afgående formand for Miljø- og Teknikudvalget (MTU) i kommunen, Jens Meilvang (I).

»Det er en god sag for Allingåbro og for den grønne omstilling. De vil gerne lave et nyt værk med stort fokus på solceller og solfangere a la det, man har i Grenaa,« lød det fra MTU-formanden som oplæg.

Den kommende MTU-formand fra Venstre, Niels Ole Birk, stemte i.

»Allingåbro Fjernvarmeværk er ved at udvide deres område. De har allerede forhåndstilkendegivelser fra 75 nye forbrugere, der går fra olie- eller pillefyr. Det kan blive en super, grøn historie i Norddjurs’ tredjestørste by og være med til at gøre det attraktivt at flytte til området. Det er en rigtig god sag,« lød det fra Niels Ole Birk.

Ansøgningen blev sendt af sted fra Allingåbro Fjernvarmeværk a.m.b.a. - gennem arkitektfirmaet Arkikon - tilbage i slutningen af august.

Etablering af nyt anlæg

Ifølge ansøgningen fra Allingåbro Fjernvarmeværk til Norddjurs Kommune har planerne for et nyt varmeanlæg i Allingåbro stået på siden foråret 2021, hvor bestyrelsen gik i dialog med kommunen. Herfra har det netop været formålet at finde plads til det anlæg, der ifølge varmeværket selv skal »give plads til fremtiden«.

Den placering er nu på plads - og derfor skal der udarbejdes en ny lokalplan for området, der efter planen bliver cirka otte hektar mellem Nordkystvejen, Hovedgaden og Bybjergvej, hvor varmeværket håber på at sætte i alt op mod 51.000 m2 af til solceller, der skal levere el til en varmepumpe og el til drift af anlægget samt 24.000 m2 solfangere, der skal opvarme vandet i anlægget, fremgår det af ansøgningen.

En del af området er dog et såkaldt §3-område efter naturbeskyttelsesloven, hvilket vil sige, at det er registreret som beskyttet natur. Det kan der dog gives dispensation for, såfremt, det er et »indgreb, der har naturforbedrende formål eller indgreb, der har en særlig samfundsmæssig interesse, og hvor anden placering ikke er mulig,« som forvaltningen skriver lige inden indstillingen om dispensation efter devisen om, at etableringen af det nye anlæg vil have »samfundsmæssig interesse«.

Det var en samlet kommunalbestyrelse enige i, og derfor er arbejdet nu igangsat med at ændre lokalplanen og udarbejde en dispensation for §3-området.

Lokalavisen Norddjurs har været i kontakt med bestyrelsesformand hos Allingåbro Fjernvarmeværk a.m.b.a. Jens Anker Friis Høg, der vil vende tilbage for et opfølgende interview.