Fortsæt til indhold

Syv parcelhusgrunde er på vej i Lyngå

Parcelhuse i maksimalt én etage kan opføres på syv grunde i Lyngå.

Samfund

En privat lodsejer ønsker at udstykke syv parcelhusgrunde på et 1,5 hektar stort areal i den østlige del af Lyngå, hvor der tidligere har ligget landbrugsbygninger. Den idé synes byrådet godt om, så en ny lokalplan for området blev godkendt på seneste byrådsmøde.

Lokalplanen er nu i offentlig høring i otte uger.

Det nye boligområde ligger syd for Hammelvej og øst for Lyngåvej. Området afgrænses af marker mod øst og boliger mod syd. Mod vest og nord ligger Lyngå by.

Teknik og Miljø-forvaltningen vurderer, at området vil udgøre en harmonisk afgrænsning af landsbyen.

Lokalplanområdet set mod øst fra Lyngåvej. Foto: Favrskov Kommune

Krav til bebyggelse

Lokalplanen giver mulighed for at opføre parcelhuse i maksimalt én etage med udnyttelig tagetage foruden en eventuel kælder.

Fordi bebyggelsen ligger på grænsen til det åbne land, skal facade- og tagmaterialer overvejende holdes i afdæmpede farver, sådan at husene bedst muligt falder ind i landskabet.

Desuden skal tage udformes med symmetrisk saddeltag med 40-50 graders hældning, og tage må opføres med halv- eller kvart-valm, men ikke med hel-valm. Dette er for at sikre, at byggeriet får et vist landsbypræg.

Vejadgangen til lokalplanområdet skal ske fra Hammelvej via den eksisterende boligvej Lyngåvej, der forlænges og afsluttes med en vendeplads.

En markant række allétræer i indkørslen fra Hammelvej markeres som bevaringsværdige i lokalplanen, da de udgør en karakteristisk del af det oprindelige gård- og landsbymiljø.