Sig lige prisen igen... Skuespiller sætter sommerhus til salg for formue
I Nordsjælland finder man flere af landets dyreste sommerhusråder, og i et af dem, Tisvildeleje, er instruktør og skuespiller Søren Faulis liebhaverferiebolig netop kommet til salg.
Det skriver boligmediet Boliga.dk.
For at købe det lyserøde sommerhus, der ligger tæt på vandet i den populære ferieby, skal du være god for 20 millioner kroner. Det er i hvert fald det prisskilt, der følger med udbuddet hos liebhavermægler Camilla Thouber.
For de 20 millioner får du et 132 kvadratmeter stort fritidshus fra 1923. De otte værelser skal være fyldt med originale detaljer som trælofter med udskæringer, paneler og fritlagte bjælker.
Der er også en havestue, et udhus på yderlige 30 kvadratmeter med plads til overnattende gæster. Og et opladerstik til elbil.
Milliongevinst i vente?
Fauli, der brød igennem med kultfilmen ”Skrigende Halse” tilbage i 1990’erne, købte ferieboligen for fire år siden. Dengang gav han ifølge Boliga.dk 7,9 millioner kroner for sommerhuset.
Det betyder, at der er lidt af en milliongevinst i vente, hvis han sælger til den ottecifrede udbudspris.
Da Fauli købte sommerhuset i foråret 2018 lød den gennemsnitlige kvadratmeterpris for de udbudte ferieboliger i området på knap 38.500 kroner, oplyser Boliga. I dag er gennemsnitsprisen oppe på 70.000 kroner pr. kvadratmeter.
I tilfældet Søren Faulis lyserøde sommerhus skal man smide 151.500 kroner for hver kvadratmeter.
Søren Fauli har medvirket i flere danske film og tv-reklamer. Han er også en af bagmændene i butikskæden Normal.
Skulle du være interesseret, kan du se flere billeder af Faulis dyre sommerhus her.