Høj fart frustrerer familie: »De opdager jo nærmest ikke, at de kører igennem en by«
Hasarderet kørsel skaber utryghed og søvnløse nætter hos en familie i Vitten i Østjylland. De efterspørger flere fartdæmpere, men det har lange udsigter.
10 km/t. Det lyder ikke af meget, men for familien Jensen er det en verden til forskel. De bor nemlig lige ud til Vittenvej i landsbyen Vitten udenfor Haldum i Østjylland, og for dem kan 10 km/t betyde forskellen på, om det bliver en god eller en dårlig dag.
»Der er virkelig meget larm herude. Man kan tydeligt høre forskellen på 50 km/t og så 60-70 km/t. Det giver et helt andet lydmønster. På visse tider af døgnet kan det være helt umuligt at sove,« fortæller Rehnè Jensen, der bor på Vittenvej sammen med sin partner Charlotte Petersen og deres 14-årige søn.
Når man bor ud til en vej, må man forvente, at det larmer lidt. Det er familien Jensen, da også helt med på. Fartbilismen på vejen har dog nået et niveau, der er helt uacceptabelt for familien.
»Det er jo en vej, der bærer præg af, at folk de skal til og fra arbejde. Der kommer mange ude fra Hammel-siden om morgenen. Fra klokken 8 om morgenen kan man ikke ligge og sove længere.«
Farten tager til
Familien Jensen har boet på Vittenvej i snart 20 år. I den periode har de set naboer flytte ind og flytte ud igen – ofte som resultat af den støj og utryghed, som den høje fart på vejen skaber.
»Min genbo heroppe for enden, der bor i de sidste hus. Han kan jo sidde og kigge på fartmåleren fra sit vindue. Nogle gange viser den slet ikke noget på tavlen – den blinker bare. Så går det altså stærkt.«
I skrivende stund står der et salgsskilt foran begge familien Jensens nabohuse. Den ene nabo har kun boet på adressen et år. Hvorvidt det har noget med trafikken at gøre, må stå hen i det uvisse. Faktum er dog, ifølge familien, at trafikken – og særligt farten – er taget til på vejen.
Det påvirker jo hverdagen. Især i forhold til sikkerhed. Både når vi skal bakke ud af indkørslen, men også for de mange motionscyklister og børn, der er i området. Vi har brug for flere vejchikaner på den her vej.Rehné Jensen
»Det er jo også det, vi er bange for, at folk de flytter væk herude fra, fordi de simpelthen bliver så trætte af, at der ikke bliver gjort noget herude. Det virker lidt som om, at vi bliver lidt holdt hen.«
Familien efterspørger, at der bliver gjort noget fra kommunens side for at sænke farten på strækningen.
»Trafikmængden er steget voldsomt herude. Det er ligesom om, folk er begyndt at pendle mere. Og det er jo fint nok, hvis folk bare kunne sætte farten en smule ned. De opdager jo nærmest ikke, at de kører igennem en by.«
Savner handling
For nogle år siden blev der opsat tre fartbump på Vittenvej. Familien Jensen forstår dog ikke, hvorfor der ikke er sat en vejchikane op, inden bebyggelsen starter. Som situationen ser ud lige nu, betyder det nemlig, at mange biler dagligt bremser hårdt op lige ude foran deres hus, hvor første vejbump er placeret.
»Det påvirker jo hverdagen. Især i forhold til sikkerhed. Både når vi skal bakke ud af indkørslen, men også for de mange motionscyklister og børn, der er i området. Vi har brug for flere vejchikaner på den her vej.«
Samtidig savner familien også flere fartmålinger på strækningen. Kommunen foretog tre fartmålinger på vejen i 2022. Målinger viste, at 85 procent af de målte biler kørte under 56 km/t. Familien mener dog, at det er et skævvredet billede, da den ene måling blandt andet blev foretaget i sommerferien.
»Vi savner, at kommunen kommer lidt på banen, og at bliver lavet flere fartmålinger, så man kan få et mere virkelighedsnært billede.«
Svar fra kommunen
Hos Trafik og Veje i Favrskov Kommune har man forståelse for udfordringerne med høje hastigheder ved bygrænserne.
»De nuværende hastighedsdæmpende foranstaltninger med vejbump er placeret i tæt dialog med borgerne i Vitten. Dette for at vejbumpene skulle medføre så få gener som muligt. Det var allerede dengang med i dialogen, at vejbump kan give gener for de beboere, der har hus tæt på bumpene. Det er dog den mest effektive hastighedsdæmpende foranstaltning i sammenligning med chikaner,« siger chefen for Trafik og Veje i Favrskov Kommune i et skriftligt svar til Lokalavisen Favrskov.
Han fremhæver ligeledes, at kommunen bruger de midler, der er til rådighed.
»Desværre er der bilister, som kører for stærkt alligevel og ikke overholder færdselslov og hastighedsbegrænsninger. Dem kan vi desværre ikke forhindre helt med de foranstaltninger, som kommunen kan iværksætte.«
Kommunen meddeler ligeledes i et skriftligt svar, at de hvert år modtager mange henvendelser fra borgere, der ønsker, at der etableres fartdæmpende foranstaltninger. Derfor anvender de en prioriteringsliste og et prioriteringsværkstøj, således at alle trafiksikkerhedsprojekter kan blive vurderet og prioriteret på lige fod med hinanden.
Resultatet fra dette prioriteringsværktøj er et Teknisk Prioriteringskatalog, hvor samtlige projekter er oplistet i prioriteret rækkefølge. Kataloget danner baggrund for den politiske behandling af, hvilke projekter der skal bevilliges penge til hvert år.