Fortsæt til indhold

Debat: Åbent brev: Spar ikke på børnene!

Skanderborg Kommune byder sine børn nogle forhold, der er langt under det absolutte minimum, vi kan tillade os, lyder det fra Skanderborg Forældreorganisation

Samfund
Louise Anker Imer, Signe Sloth Nørgaard og Anna Opstrup Larsen, på vegne af bestyrelsen i Skanderborg Forældreorganisation

Mere end 500 borgere demonstrerede ved Kulturhuset og 80.000 i 57 byer over hele landet. Og under folketingsvalget fortalte 8 ud af 10 vælgere på tværs af partierne (undtagen LA), at de ønsker bedre forhold i daginstitutionerne. De fleste har erkendt, at tilstanden er under det absolutte minimum.

Men Skanderborg skal spare 50 mio. kr. om året de næste fire år. Og foran byrådspolitikerne ligger et sparekatalog klar med forslag til at spare på børnene.

Konsekvensen vil være færre voksne pr. barn, dårligere muligheder for at håndtere sociale udfordringer i tide og at udfordringerne (og udgifterne) generelt skubbes videre til skolen, socialområdet og psykiatrien. Det uddyber vi i det høringssvar, vi netop har sendt til Byrådet inden forhandlingerne om budgettet for 2020.

Børne- og ungeområdet er udsultet i Skanderborg

Skanderborg er rig, men vi har færre voksne pr. barn end nabokommunerne, kommunen har tidligere overgang fra vuggestue til børnehave, og det er sværere at få udsat skolestart. Dét vil blive endnu værre med de besparelser, som byrådet lægger op til.

"Skanderborg Kommune slår en grim østjysk rekord, når næsten alle pædagoger oplever ikke at have ressourcer nok til at arbejde med børn med forskellige udfordringer".

Det konkluderede BUPL i år. Det er langt – LANGT – under det absolutte minimum, vi kan tillade os at byde vores børn.

Store konsekvenser for børnene – resten af livet

Førende forskere fastslår, at en god daginstitution gør, at børn klarer sig bedre resten af livet. Børnene får bedre selvtillid, uddannelse, beskæftigelse og familie – og de får færre psykiske diagnoser. Det er gået tilbage længe, nu er grænsen nået.

"Det er helt tydeligt, at der nu er blevet så få voksne, at det er på vej til at være usundt for børnene," påpeger Grethe Kragh-Müller, der er specialist i børnepsykologi og lektor ved DPU, Aarhus Universitet.

Skanderborg Kommune skal spare 50 mio. kr. om året de næste fire år – og vi frygter, at det går ud over børnene. Kære byråd: Børnene kan ikke selv sige fra – det håber vi, at I gør.

Fakta: De sparer på børnene

Skanderborg Kommune skal spare ca. 50 mio. kr. om året de næste fire år.

For børnene betyder det:

• Færre pædagoger til samme antal børn ved at sænke enhedsprisen pr. barn.

• Tidligere – og utryg – overgang til SFO med færre pædagoger.

• 5 færre årsværk og 0,5 mio. kr. mindre årligt til PPR, fagsekretariat og socialrådgivere.