Præsteklumme: Livsåbninger, sanser og kropsvæsker

Præsteklumme Efteråret er vores mest sansemættede årstid. Vi kan dufte modenheden og smage, at der er kraft, saft og vitaminer i frugt og bær. Derfor minder efteråret os om de sansefulde åbninger, der hører livet til. Ligesom vore erindringer også er tæt knyttede til vore sanser.

Livsåbninger etableres i forhold til de mennesker vi er sat i fællesskab med. Vægten kan flytte sig i løbet af et levet liv. Men sanserne er med os fra fødsel til død. Sanser der helt konkret er knyttet til vore kropsåbninger.

Sådan som det sker, når vi udveksler det først kys og kærligheden åbner sig. Vores børns fødsler med alt hvad der hører til at blod, slim og moderkage er åbninger, vi kommer til at orientere os efter resten af livet med en ny livshorisont.

Perioden med små børn kan få sveden frem hos de fleste med lorte bleer, syge børn og opkast. Alligevel bliver det ofte et væsentligt livsafsnit, vi gemmer i erindringen. Arbejdsårene i vores ansigt sved vidner samtidig om arbejdsfællesskaber og daglig mening med betydning. Men vi kommer heller ikke uden om sorgens tårer og den smerte, der følger med. Ligesom alderdommens ydmygende utætheder helst ikke er noget, vi taler om. Men de vidner om, at vi bevarer vores værdighed ved at modtage hjælp fra andre, hvilket betyder, at fællesskabet må træde ind og tage vare på sine.

Med et levet liv i bagagen må vi konstatere, at vi intet er uden de livsåbninger, vi høster i livet med hinanden. Åbninger der kræver os med hud og hår.

Derfor kan vi også have brug for at markere mange af vore overgange og åbninger i livet med en kirkelig handling, hvor vi beder Gud om at være vidne og bære med i glæde og sorg.

Den dag livets åbninger rinder ud, har vi et håb om, at der findes en Gud, som vil åbne sin horisont ind til en himmelsk virkelighed, hvor vi kan høste nye åbninger. Men lige nu vil vi beruse os i den frugtbarhed, som efteråret og årets høst kaster af sig med saft, der løber, bær der smager og frugt, der dufter.