Det her betyder døden for byens vogne
Efter sommerferien forsvinder flere lokale taxier, forudser vognmænd, der ikke er enige i kommunens nye udbud
“Dette her betyder døden for landtaxierne i Favrskov,” så håndfast lyder reaktionen fra flere lokale taxi-vognmænd, efter at byrådet i den østjyske kommune tirsdag i to forskellige sager besluttede sig for at sende store dele af taxi-kørslen i udbud og lade Midttrafik overtage administrationen af udbuddet efter sommerferien 2014.
“Gav de os i det mindste et år til at komme ud af branchen, så ville det ikke være så træls og gå ud over vores privatøkonomi,” siger Torben Lindberg fra Hinnerup Taxi, på vegne af blandt andet Hammel Taxi og Byens Taxi i Hadsten.
Ramt på økonomien
Efter sommerferien 2014 vil det nye udbud træde i kraft og det betyder, at de under tre år gamle vogne, der ikke kan bruges til andet end taxikørsel ikke kan sælges andet til spotpris, forudser Torben Lindberg.
For det er i realiteten kun andre vognmænd der kan købe dem.
“Tror du de vil give prisen, når de læser om udbuddet og i medierne kan se, hvad der sker med os i Favrskov,” lyder det sigende fra Torben Lindberg.
“Byrødderne har ikke fattet hvad de lige har bestemt, når udbuddet kommer og flere af os forsvinder, så er der jo ingen privat taxikørsel i kommunen mellem klokken 23.00 og 06.00,” mener han og peger på Assens Kommune på Fyn som skrækeksemplet.
“Før var der 35 vogne, nu er der fem, efter at kørslen blev sendt i udbud.”
Administration i stedet
“Vi er afhængige af kommunal kørsel, det udgør omkring 90 procent af vores kørsel og hvis udbuddene går til store spillere, så kan vi ikke tjene nok penge til at blive i branchen,” lyder forklaringen.
“Og hvorfor skal Midttrafik og kommunen pludselig til at bruge penge og mandskab til at administrere kørslen, det har vi vognmænd jo gjort gratis indtil nu,” lyder der undrende fra taxi-vognmændene, der ikke mener deres holdninger eller mulige løsningsforslag er blevet hørt, på trods af flere informationsmøder med forvaltningen.
Fakta
Favrskov kommune vil i perioden 2013-2016 spare 1,5 million kroner på taxikørsel.
I 2012 brugte kommunen cirka 12,7 millioner kroner på taxikørsel.
113 elevers skolekørsel skal konkurrenceudsættes. Det skal Midttrafik sørge for.
Engangsudgift til Midttrafik på 100.000, samt årligt 200.000 til administration.
Favrskov Kommune regner med selv at skulle bruge en kvart stilling årligt på drift.